Tilioq reagerer på rapport om psykiatrisk afdeling: Vi har råbt op i årevis
Underbemanding. Patienter, der bliver genindlagt på grund af tilbagefald. Ingen fastansatte læger med speciale i psykiatri. Børn og unge, der venter op til et år på en udredning.
Det er virkeligheden på den psykiatriske afdeling A1 på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, viste Ombudsmandens seneste rapport, der udkom i starten af december.
Ombudsmanden var på besøg i september 2022. Og rapporten får handicaptalsmand Anja Hynne Nielsen til at skyde med skarpt:
- Det er rystende læsning. Det burde få politikere til at reagere, for det er helt uacceptabelt. Men det er desværre ikke ny viden. Vi har råbt op i årevis, at der er kritisable forhold på A1, siger hun til KNR.
- Når folk udskrives for tidligt og ikke er tilstrækkeligt behandlet, så er der større risiko for tilbagefald. Der kan også komme nye diagnoser til, og det berører også pårørende.
- Hvis man så ovenikøbet ikke får hjælp af sin kommune, så er der stor risiko for, at man ikke kommer tilbage i sit job eller få et nyt arbejde, man har større risiko for at blive hjemløs og andre problemer. Så det har rigtig store konsekvenser, siger Tilioq-talsmanden.
Lang ventetid på udredning
Af rapporten fremgår det blandt andet, at A1 ’kun’ havde plads til otte patienter på grund af personalemangel, da Ombudsmanden var på besøg. Normalt har afdelingen plads til 12 patienter.
Børn og unge venter op mod et år på en udredning. Og specielt når det handler om udredninger for ADD og ADHD, oplever afdelingen en stigning. Tilbage i september 2022 var der omkring 200 borgere på venteliste til en udredning. Heraf var 100 borgere på ventelisten med en mistanke om ADD eller ADHD.
- For børn kan det have den konsekvens, at de mister skolegang. For tidlig udskrivning kan få virkelig store konsekvenser for ens livsforløb både her og nu og på den lange bane, siger Anja Hynne Nielsen.
Det bliver ikke prioriteret
Rapporten blev udsendt 8. december. Det er tre uger siden. Og det ville være en skam at sige, at landets politikere har stået i kø for at reagere på den. Faktisk tværtimod. Der har været dødstille.
- Der burde være nogle politikere, som begyndte at tage det alvorligt og sige, at vi skal kigge på det her og finde løsninger, siger Anja Hynne Nielsen.
Kun en enkelt melding blev sendt ud fra Departementet for Sundhed, hvor der bliver manet til tålmodighed.
- Det er ikke en melding, der viser, at nogen vil handle her og nu. Det siger mig, at det stadig ikke er noget, der bliver prioriteret. Der er mennesker, der her og nu har brug for hjælp.
Det er meget bekymrende, at politikerne ikke kommer med nogle udmeldinger om, at man vil handle nu og her, siger Tilioq-talsmanden og fortsætter:
- Det er meget bekymrende, at politikerne ikke kommer med nogle udmeldinger om, at man vil handle nu og her. Vi har brug for løsninger nu.