Hellefisk: Forvaltningsområde og kvoter på vej til Nuuk Fjorden
Det er en længerevarende proces, der snart kan være ved vejs ende: Indførslen af kvoter på hellefisk i Nuuk Fjorden, som er blevet efterlyst af både WWF og Naturinstituttet for at beskytte bestanden mod overfiskeri.
Karl Kristian Kruse foreslog det som naalakkersuisoq for fiskeri i februar 2015. I februar 2017 blev en bekendtgørelse, der blandt andet havde til hensigt at indføre et forvaltningsområde for Nuuk Fjorden, sendt i høring.
LÆS OGSÅ Kruse vil indføre hellefiskekvote i Nuuk-fjordene
Igen på et pressemøde i oktober 2017 talte Karl Kristian Kruse varmt for ideen, og nu tyder noget på, at det faktisk også bliver til virkelighed.
På et møde i Naalakkersuisut den 11. december sidste år besluttede man, at 'Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst snarest muligt udarbejder forslag om etablering af et forvaltningsområde Nuup Kangerlua'.
Ifølge Departementschef Jørgen Isak Olsen er det et spørgsmål om uger, før man er klar med en revideret bekendtgørelse, der gør Nuuk Fjorden til et selvstændigt forvaltningsområde for hellefisk, ligesom Upernavik, Uummannaq og Ilulissat er i dag. Dertil kommer området Øvrige Grønland, som Nuuk er en del af i dag.
Arbejdet har været i gang, siden første udkast til en bekendtgørelse blev sendt i høring i februar sidste år.
- Det er nogle tekniske dele, der skal på plads. Hvor skal grænsen for området være? Hvor stor skal kvoten være? Men vi regner med at være klar med et oplæg til bekendtgørelsen om 14 dage, siger han til KNR.
LÆS OGSÅ Reglerne for hellefiskefiskeri bør strammes
Han kan ikke svare på, om bekendtgørelsen vil blive sendt i høring igen. Det vil departementet overveje, når deres fiskeriafdeling afleverer sit oplæg til en bekendtgørelse.
Fiskeriet efter hellefisk i fjorden ud for Nuuk begyndte i 2009. Dengang blev der fanget omkring 200 tons om året, mens det i 2016 var steget til mere end 1400 tons hellefisk.
Naturinstituttet anbefaler en kvote på 500 tons i Nuuk Fjorden. En kvote, WWF støtter op om.
- Det er en rigtig god ide, så vi kan blive ved med at have et stabilt fiskeri i fjorden, siger biolog Kaare Winther Hansen fra WWF.
Fra 2009 til 2013 faldt den gennemsnitlige størrelse på hellefisk i Nuuk Fjorden fra 60 til 52 centimeter ifølge Naturinstituttet. Men med en kvote på hellefisk kan den tendens vendes, lyder det fra Naturinstituttet.
- Man vil komme ned på et niveau, hvor fiskene får mulighed for at vokse sig større, siger afdelingschef Helle Siegstad fra Grønlands Naturinstitut.