Tidsbestilling i sundhedscenteret i Nanortalik er udfordret

Der er stadig udfordringer med at bestille tid i Nanortalik Sundhedscenter. Det har stået på i halvanden uge.
Borgerne i Nanortalik skal ringe til 61 32 11, hvis de har akut brug for lægehjælp
05. marts 2024 11:00

Der har siden 23. februar været problemer med at bestille tid i Nanortalik Sundhedscenter.

Deres almindelige telefonnummer 80 11 20 virker ikke. Så ved akut behov for lægehjælp skal borgerne ringe på 61 32 11.

Det skriver det Grønlandske Sundhedsvæsen i en pressemeddelelse og beklager, at det stadig er et problem.

Sundhedsvæsnet oplyser ikke, hvornår det almindelige nummer forventes at virke igen.

Andet tilfælde på kort tid

I sidste uge var det sygehuset i Aasiaat, der var ramt af nedbrud på telefonerne og mailsystemet. Det er dog oppe at køre igen, men der er ikke kommet noget ud om, hvad der var årsag til nedbruddet.