Rusland og Ukraine udveksler over 200 fanger

For anden gang på to dage har en større fangeudveksling fundet sted mellem Rusland og Ukraine. Hver side har fået 103 fanger hjem.
Udover dagens fangeudveksling, blev 49 ukrainske krigsfanger løsladt fredag. Foto © : Anatolii Stepanov/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
14. september 2024 15:06

Rusland og Ukraine har lørdag foretaget en større fangeudveksling med over 200 krigsfangere. Det meddeler Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

Hver har de fået 103 krigsfanger hjem.

Ukraines præsident skriver på X, at der er frigivet 82 menige og sergenter samt 21 officerer fra Rusland.

- Vores folk er hjemme. Vi har på vellykket vis bragt yderligere 103 krigere fra russisk fangenskab til Ukraine.

Det er den anden fangeudveksling på bare to dage mellem de to lande. Også for tre uger siden blev der udvekslet fanger.

Fredag meddelte Zelenskyj, at 49 ukrainske krigsfanger var kommet hjem fra Rusland. For tre uger siden udvekslede Ukraine og Rusland hver 115 fanger.

Russiske fanger sendt til Belarus

De 103 russere, der er frigivet lørdag, er sendt til nabolandet Belarus, der støtter Rusland.

Ifølge forsvarsministeriet i Rusland blev de russiske soldater taget til fange, da ukrainske styrker i begyndelsen af august rykkede ind i Kursk-regionen i Rusland.

Ukraine havde håbet, at offensiven i Rusland ville bremse den russiske fremrykning i det østlige Ukraine.

I Kursk tog ukrainske styrker et antal russiske soldater til fange, som skulle indgå i den ukrainske "udvekslingsfond", som præsident Zelenskyj formulerede det.

Ministeriet takker De Forenede Arabiske Emirater for at mægle i sagen.

/ritzau/AFP