Tidligere minister bliver grønlandsordfører

Og lige mens den politiske debat om Grønland kører på sit højeste i Folketinget, skifter Venstre ud på posten som partiets grønlandsordfører.
Skrevet af Karsten Sommer
11. december 2012 10:18

Det er tidligere integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech, som stempler ud fra sin sidste ordførerpost i partiet efter en lang parlamentarisk karriere.

Ny grønlandsordfører i Venstre bliver i stedet tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund Bech.

69-årige Birthe Rønn Hornbech har været folketingsmedlem i mere end 25 år, og meddelte i marts, at hun ikke genopstiller efter næste folketingsvalg.

- Køres valgperioden ud, vil jeg være 72 år til den tid. Jeg vil gerne have mere tid til at skrive og holde foredrag, og skal det nås, mens jeg er frisk, er det tid at forlade Christiansborg, sagde hun i marts til Dagbladet Køge.

Også Venstres nye grønlandsordfører, Gitte Lillelund Bech, har meddelt, at hun ikke genopstiller efter næste valg.