Moren slog alarm: Teenagere reddet af ti redningsfolk og helikopter

Tre teenagere strandede onsdag i fjeldet ved Ilulissat. Natten til torsdag blev de fløjet væk fra området med Air Greenlands redningshelikopter.
Air Greenlands redningshelikopter evakuerede drengene på toppen af et fjeld i nærheden af Ilulissat. Foto © : Arktisk Kommando
Skrevet af Anders Rytoft
27. juli 2023 12:22

Onsdag igangsatte politiet en SAR-operation, hvor tre teenagedrenge blev eftersøgt.

Det skete kort tid efter, at moren til en af drengene slog alarm klokken 20.08.

Hun havde fået oplysninger fra drengene om, at de hverken kunne komme op eller ned ad Akinnaq Pukkinneq, et stejlt fjeld i nærheden af Ilulissat by. 

Det forklarer Carl Sværd, vagtchef hos Grønlands Politi.  

De havde forvildet sig ned i en afsats, hvor de var sprunget ned. Men de kunne ikke komme videre, fordi det var for glat, siger han.

Fløjet fra toppen af fjeldet

Vagtchefen ved endnu ikke, hvor længe drengene har siddet der. 

- Vi har endnu ikke fået afhøringsrapporterne, men det tog længere tid at bringe drengene i sikkerhed, end man havde håbet på, siger Carl Sværd. 

Det var ifølge vagtchefen ikke noget problem at finde drengene, som blev lokaliseret via Google Maps. Det var til gengæld vanskeligt for de ti redningsfolk, som kom frem til området på ATV, at bringe dem i sikkerhed på grund af de stejle og glatte forhold. 

Redningsholdet afsluttede operationen klokken 02.14. Herefter fløj Air Greenlands redningshelikopter, som lettede fra toppen af fjeldet, de tre drenge væk fra området. 

- De var ikke kommet til skade, men redningsholdet havde anmodet om en helikopter, siger vagtchefen og tilføjer, at drengene var udmattede.