Tasiilaqs unge får nyt kulturhus

Unge i Tasiilaq kan se frem til et helt nyt kulturhus at boltre sig i. For det vil være et mødested, specielt rettet mod byens 361 unge og deres behov for aktiviteter. 
Skrevet af Inge S. Rasmussen
14. december 2017 13:54
Versionist Erna Lynge

Det kommende ungdomskulturhus i Tasiilaq bygger på et helt nyt koncept, fortæller en af udviklerne bag projektet, Lokale og Anlægsfonden i en pressemeddelelse.

Sammen med børn og unge i Tasiilaq har Lokale og Anlægsfonden det sidste halvandet år udviklet et såkaldt "socialt-kulturelt forandringsprojekt" som bliver kaldt for 'Siunissaq uagut pigaarput' - 'Fremtiden tilhører os'. Projektet er sket i samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooq og arkitekt Sophus Søbye fra Danmark.

Fakta 
Lokale og Anlægsfonden blev etableret i 1994 og råder over en egenkapital på 140 mio. kr., der er indskudt af Danmarks Idræts-Forbund, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, Dansk Firmaidrætsforbund og Dansk Ungdoms Fællesråd. Desuden modtager Fonden hvert år omkring 80 mio. kr. af Danske Spils udlodningsmidler. www.loa-fonden.dk

Visionen er , at ungdomskulturhuset - når det står færdigt i 2019 - vil summe af musik, dans, arctic games, teater, sang og historiefortællinger, blandt andet. Det vil også kunne danne ramme for workshops hvor de unge kan blive undervist i for eksempel street art, film eller drama.

Ungdomshuset bliver på 181 kvadratmeter plus 100 kvadratmeter terrasse og skal ligge med udsigt over Tasiilaq havn og fjord og den nærliggende Blomsterdalen. 

LÆS OGSÅ Skilift på vej til Nuussuaq og Tasiilaq

I underetagen skal der være et delvist opvarmet værksted og et musikøvelokale og et lokale til at redigere musikoptagelserne. I stuen er der lounge, café, danse og aktivitetsrum. På første sal vil der også være et mindre loungeområde.

I alt koster det seks millioner kroner at bygge det kommende ungdomskulturhus. Halvdelen af pengene - tre millioner kroner - er bevilget af Lokale og Anlægsfonden. Det resterende beløb på tre millioner kroner kommer fra Kommuneqarfik Sermersooq og andre fonde bidrager med penge til aktiviteter, oplyser Julie Lynge, afdelingsleder i Kommuneqarfik Sermersooq.

LÆS OGSÅ Sermersooq vil færdiggøre byggeriet af ti boliger i Tasiilaq