Tåge, motorstop og høje bølger: Jollesejlere og kajakroere måtte reddes fra havet

Lørdag kom to joller og to kajakker i havsnød. Det oplyser Grønlands Politi.
Arktisk Kommando.
Beredskabet havde nok at se til lørdag med ikke færre end tre redningsaktioner. Arkivfoto. Foto © : Arktisk Kommando.
05. april 2021 13:52

Beredskabet blev kaldt ud til hele tre redningsaktioner lørdag. Det fortæller Grønlands Politi i en pressemeddelelse.  

Den første gjaldt en jollesejler, som var faret vild i tågen i farvandet mellem Nanortalik og Alluitsup Paa.

Jollesejleren havde ikke nogen radio eller GPS med ombord og var samtidig ved at løbe tør for både brændstof og batteri, skriver politiet.  

LÆS OGSÅ Masser af nyis gør det svært at overvåge efter olie fra trawler

Arktisk Kommandos inspektionsskib Thetis, en politikutter og lokale frivillige blev sendt ud for at lede efter jollen, men blev udfordret af både tåge og is. 

Heldigvis havde jollesejleren årer med i båden, så han endte med selv at kunne ro ind til bygden, hvor han landede i god behold. 

Trawler og Targa til undsætning

Senere meldte to personer mayday fra deres jolle, der havde fået motorstop syd for Sisimiut. 

En trawler i nærheden hørte deres mayday, fandt dem i god behold og sejlede dem sikkert hjem. 

Samme aften fik politiet et opkald fra en kajakroer ud for Nuuk. Roerens makkers kajak var sunket i havet, og makkeren klamrede sig nu til den anden kajak, mens de begge drev længere og længere ud. 

LÆS OGSÅ Folk stod på land og så trawler brænde: Vi blev forskrækkede

Med hjælp fra borgere i nærområdet fik den udsendte politipatrulje prajet en forbipasserende Targa fra Arctic Boat Charter, som tilfældigvis befandt sig i området. 

Frivillige gik sammen med politipatruljen ombord på båden, og med hjælp fra besætningen fik man reddet de to kajakroere fra de høje bølger.

Begge roere var underafkølede efter opholdet i vandet og kom derfor på sygehuset. De kunne dog udskrives i god behold, efter de havde fået varmen igen, oplyser Grønlands Politi.