Sygesikring på dagsordenen

Etableringen af en sygesikringsordning kan bane vej for at pårørende får mulighed for at ledsage deres nærmeste når de skal til behandling et andet sted end hjembyen. IA’s Debora Kleist har lagt op til en diskussion af en offentlig sygesikringsordning.
Skrevet af Louise M. Kleemann
27. oktober 2011 11:00

- Vi ved, at der de seneste år har måttet bevilges flere og flere midler til sundhedsvæsenets drift. Og såfremt vi skulle benytte nogle af disse midler til familiemedlemmer der ønsker at følge den syge, så ville der være endnu færre midler til rådighed for sundhedsvæsenets arbejde, siger Debora Kleist.

Hun mener derfor, at man kan finde en alternativ finansieringsform, der ikke forringer sundhedsvæsenets ydelser og som kan sikre, at borgere får et tryggere liv under et familiemedlems svære sygdom.

- Jeg foreslår derfor, at der undersøges for mulighederne for at oprette en sygesikringsordning, som vi alle bidrager til, med for eksempel månedlige betalinger af mindre beløb, siger Debora Kleist.

Ifølge Naalakkersuisut vil en sådan offentlig sygesikringsordning betyde, at hver skattepligtig borger skulle bidrage med 1.380 kroner om året.

- Ønskes ordningen reduceret til kun at gælde bestemte lidelser, skal man gøre sig klart, at der vil være nogle etiske overvejelser forbundet med at inkludere nogen og ekskludere andre, lyder bemærkningen fra Naalakkersuisoq for Sundhed Agathe Fontain.

Andre afledte spørgsmål som ifølge Naalakkersuisut er vigtige at tage stilling til er for eksempel, at den pårørende ikke vil være på arbejdsmarkedet i den periode, hvilket betyder, at samfundet mister mange arbejdsdage. At den pårørende får et indkomsttab i ledsageperioden. Om arbejdsgiveren skal give fri, hvis en ansat ønsker at følge en pårørende. Og at det vil påvirke kravene i forhold til overenskomstaftalerne.

Debora Kleists forslag fik overvældende opbakning. 24 stemte for, en enkelt undlod at stemme.