Sundhedsråd ser endelig dagens lys
Et af de helt store ønsker fra både sundhedskartellet og sundhedskommissionen har længe været oprettelsen af et uafhængigt sundhedsråd, som kunne gå systemet efter i sømmene.
Derfor var det også til stor glæde for mange, da et sådan sundhedsråd var et af de mange punkter i sundhedsforliget tilbage i november. Og da der i foråret blev afsat 35 millioner ekstra til at få ført forslagene ud i livet, begyndte alle efterhånden at turde tro på det.
Og det er nu sket. 14. oktober blev sundhedsrådet oprettet. Det fortæller naalakkersuisoq for sundhed, Agathe Fontain i en pressemeddelelse:
- Jeg er med oprettelsen af sundhedsrådet glad for at gøre endnu en af sundhedskommissionens anbefalinger til virkelighed. Naalakkersuisut arbejder målrettet for at skabe et bedre sundhedsvæsen nu og i fremtiden, skriver hun.
Skal skabe mere saglig debat
Sundhedsrådet består af et formandskab på fem personer. Det er mennesker med stor viden om netop sundhedsområdet.
Derudover består rådet af fem medlemmer fra patientforeninger, kommunerne, Ilisimatusarfik og de faglige organisationer på området, ligesom Landslægen også er medlem.
Og derfor er naalakkersuisoq for sundhed, Agathe Fontain, allerede begyndt at glæde sig til at kunne følge med i rådets arbejde:
- Jeg ser frem til at rådets stærke fagfolk bidrager med gode analyser og rådgivning om udviklingen i sundhedssektoren, så vi løbende kan træffe de rigtige politiske beslutninger. Jeg håber også, at sundhedsrådet kan være med til at skabe en saglig debat om sundhed her i landet, skriver hun.
Specialist i spidsen
I spidsen for sundhedsrådet kommer professor Kjeld Møller Pedersen til at stå.
Og han er langtfra grøn bag ørerne, når det gælder det grønlandske sundhedsvæsen.
Han var blandt andet næstformand i sundhedskommissionen, og så har han også udtalt sig om sundhedsvæsenet generelt hos KNR før.
I forbindelse med netop sundhedsforliget talte han om de store udfordringer i sundhedsvæsenet og ønsket om en større debat om, hvordan det skulle se ud i fremtiden:
- Udfordringerne er meget store. I virkeligheden er jeg imponeret over, hvor meget der lader sig gøre. Men jeg tror også sommetider, at forventningerne er for store i forhold til, hvad der er muligt.
- Det skaber en frustration. Både hos de sundhedsprofessionelle, i befolkningen og i det politiske system. Derfor tror jeg, at sådan en debat er meget vigtig, sagde Kjeld Møller Pedersen tilbage i 2023.
Råd skal sætte retning
Han anser da også oprettelsen af sundhedsrådet som en historisk dag for Grønland:
- Vi skriver historie med oprettelsen af sundhedsrådet! Sundhedssektoren er en af de vigtigste institutioner i samfundet, og udviklingen på området vil få stor betydning for mange borgere og patienters liv.
- Derfor er det glædeligt, at sundhedsrådet nu ser dagens lys, da rådet kan bidrage med at sikre, at sundhedsvæsenet bevæger sig i den rigtige retning og lever op til Sundhedsforligets løfterige fremtidsudsigter, afslutter Kjeld Møller Pedersen.
Sundhedsrådets første årsrapport forventes offentliggjort til efteråret 2025.