Suka inviterer til topmøde i Ilulissat

Arbejdet med at sikre et fredeligt samarbejde i Arktis skal vedligeholdes. Derfor har det danske udenrigsministerium i samarbejde med Udenrigsdirektoratet her i landet inviteret til Arktisk topmøde til foråret.
Foto © : Anton Gundersen Lihn/KNR
16. februar 2018 07:32

I anledning af ti-året for Ilulissat-erklæringen har naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Suka K. Frederiksen og udenrigsminister Anders Samuelsen inviteret til topmøde i Ilulissat. De inviterede er udenrigsministrene fra de fire andre lande, der sammen med Danmark, indgik erklæringen i 2008, USA, Rusland, Canada og Norge.

De øvrige medlemstater i Arktisk Råd, Sverige, Finland og Island, samt de oprindelige folks organisationer, som deltager i Arktisk Råd, er også inviteret.

LÆS OGSÅ Udenrigsminister vil holde arktisk dialogmøde i Ilulissat

Med Ilulissat-erklæringen forpligtede de fem stater sig til at løse eventuelle uoverenstemmelser gennem forhandling. Og samtidig blev indsatserne i internationale fora og samarbejde om miljøbeskyttelse, eftersøgning og søsikkerhed styrket.

Mødet der i år skal markere ti-året for erklæringen var blandt andet en af anbefalingerne i Peter Taksøe-Jensens rapport om dansk udenrigs og sikkerhedspolitik fra 2016. Den såkaldte Taksøe-rapport.

LÆS OGSÅ Se Taksøe-rapportens Arktis-fokus her

- At samle kyststaterne og gøre status for implementeringen af erklæringen og eventuelt her drøfte behovet for en ramme for et styrket sikkerhedspolitisk samarbejde, anbefalede Peter Taksøe-Jensen.

Mødet vil finde sted i Ilulissat den 23. maj. Det er endnu uvist om udenrigsministrene fra de andre lande vil deltage.