Stor efterspørgsel åbner for indhandling af moskusskind

Great Greenland åbner for indhandling af moskusskind i hele landet. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Foto © : Flickr Creative Commons
Skrevet af Kenneth Elkjær
26. september 2016 11:49

Indhandlere i hele landet har modtaget instrukser i, hvordan skindene skal indhandles. Great Greenland håber, fangere vil sælge deres moskusskind til dem. For efterspørgslen er stor:

- Vi har mange forespørgsler på moskusskind i både ind- og udland, og vi har i øjeblikket ikke nær nok skind til at møde efterspørgslen. Vi kan uden problemer afsætte 3-400 skind, udover hvad vi sælger i dag, udtaler administrerende direktør Ditte Sorknæs i pressemeddelelsen.

Great Greenland er netop nu i gang med at udvide forretningen, så der ikke kun er fokus på sælskind:

- Vi har så mange smukke skind i Grønland, og det er oplagt for os, at vi ikke blot fokuserer på sælen fremadrettet, om end det altid vil være sælskindet, der vil være vores kerneprodukt, siger Ditte Sorknæs.