Politiet: Stop deling af voldsvideoer

I øjeblikket florerer videoer fra et voldeligt overfald i Nuuk på de sociale medier. Men det er ulovligt at dele den slags, lyder det fra Grønlands Politi.
Det er ulovligt at dele videoer fra voldsepisoder, lyder det fra Grønlands Politi. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Thor Bill
28. december 2023 10:36

Et videoklip fra Nuuk, hvor en ung mand bliver overfaldet, slået og sparket af flere andre, er den seneste tid blevet delt og kommenteret flittigt på sociale medier.

Men det er ulovligt at dele den slags videoer. Derfor er Grønlands Politi nu ude med en opfordring til at stoppe med at dele videoer og billeder fra voldsepisoder.

- Det er kommet til Grønlands Politis kendskab, at der jævnligt deles filer af forskellige episoder optaget med mobiltelefoner eller videoovervågninger. Politiet har ligeledes kendskab til, at der i sager, der efterforskes af politiet, deles videofiler af personer, der udsættes for vold, skriver de i en pressemeddelelse.

Og her er der blandt andet tale om episoden fra Nuuk, bekræfter Lars Bjerregaard, der er vicepolitiinspektør og leder af den centrale efterforskningsafdeling ved Grønlands Politi.

- Lige for tiden florerer der nogle videoer fra en voldssag i Nuuk centrum fra 16 december. Og det er blandt andet grunden til, at vi siger, at det er ulovligt at dele de her videoer, siger han.

Når man deler videoerne, udsætter man nemlig mennesker for at blive genkendt i situationer, der ikke bør udstilles i offentligheden.

Og samtidig kan det gå ud over politiets arbejde, siger han.

- Så kan en gerningsmand se de her videoer og dermed finde ud af, at han er eftersøgt. Han kan skjule sig eller skjule spor, som fremgår af videoerne. Så af hensyn til politiets efterforskning må man ikke dele de her videoer.

Lars Bjerregaard kan ikke oplyse, hvorvidt politiet i den konkrete sag har sigtet nogen for ulovlig fildeling, men fortæller, at man kan risikere en sigtelse for at overtræde kriminalloven. Og så understreger han, at politiet arbejder hårdt på at opklare den voldssag, som videoerne viser.

- Nu er vi jo i gang med at efterforske de her fildelinger, ligesom vi også efterforsker den voldssag. Og så ser vi, hvad efterforskningen viser. Men det er også vigtigt for mig at sige, at vi arbejder meget intenst og har sat mange ressourcer ind på den konkrete voldssag i Nuuk. Vi har også sigtet to gerningsmænd i den sag.