Stod uvasket sammen med Frederik i myggesværm i Ilulissat: Vi får en meget dedikeret konge
Lars-Emil Johansen har været landsstyreformand. Han har været formand for Siumut, og han har siddet i Folketinget. I dag er han pensionist – og han husker tilbage på gode minder med kongefamilien.
Det vender vi tilbage til. Først skal vi kun tre dage tilbage i tiden til søndag aften, hvor dronningen fyrede nyheden om sin abdikation af til sidst i nytårstalen. Og ligesom så godt som alle andre i rigsfællesskabet, blev Lars-Emil Johansen temmelig overrasket.
- Jeg havde slet ikke forventet, at det ville komme i en nytårstale. Jeg tænkte, at det ville komme i forbindelse med en rund fødselsdag – måske hendes 80 års eller hendes 50-års jubilæum sidste år. Men det skete jo ikke, siger han.
- På den anden side: Dronningen har været igennem en stor rygoperation. Jeg ved af egen erfaring, at store operationer ikke øger lysten til at fortsætte med sit arbejde.
- Men det var da en stor historisk begivenhed! Og jeg følte da, at jeg ikke er helt ung mere… Jeg var jo med i januar 1972, da jeg overværede, at Jens Otto Krag udråbte hende til dronningen af Danmark. Og nu overværer jeg, at hun abdicerer.
Snakkede om perlekraver på kongeskibet
Lars-Emil Johansen var landsstyreformand fra 1991 til 1997. Da lærte han dronningen at kende og sejlede med kongefamilien ombord på kongeskibet, når de var i Grønland.
- Når vi rejste med Dannebrog, sad vi ved aftensmaden og talte om dagens begivenheder, hvor vi har besøgt forskellige byer og bygder. Og så var der en aften, hvor samtalen faldt på nationaldragtens perlekraves farver. Så sagde hun til min meget store overraskelse, at man ofte kan se på perlekravens farvesammensætning, om den er fra Nordgrønland eller fra Sydgrønland. Og det bemærkede jeg overfor hendes majestæt, at det var jeg ikke klar over.
Palle Jerimiassen er borgmester i Avannaata Kommunia. Han har været vært ved flere dronningebesøg i Nordgrønland, og han er helt enig med Lars-Emil Johansen:
- Når talen handler om alt fra Grønland, som for eksempel Knud Rasmussen og Sermermiuts historie her ved Ilulissat, som hun interesserer sig for, går hun i dybden og fortæller om forhold, som vi andre ikke kender til. Hun har sat sig ind i sagerne, og man bliver klogere af at tale med hende, siger han.
Myggene åd kronprins og landsstyreformand
Men nu er det slut. Søndag 14. januar overlader Dronning Margrethe tronen til Kronprins Frederik. Han bliver så Kong Frederik den 10.
Og det bliver godt, er Lars-Emil Johansen sikker på.
- Vi får en konge, som er om muligt endnu mere interesseret i Grønland, siger han.
Og nu skal vi tilbage til myggesværmen i Ilulissat.
- Jeg rejste engang med kronprinsen. Vi overnattede på et sted, hvor der er videnskabelige undersøgelser midt på indlandsisen. Der var minus 25 grader om sommeren. Næste dag skulle vi videre til Ilulissat. Flytiden var cirka tre timer, og vi sov lidt undervejs. Vi havde ikke været i bad, da vi ankom til lufthavnen i Ilulissat, hvor der var en meget højtidelig modtagelse med sangkor og folk i nationaldragter og borgmester med borgmesterkæde.
- Der stod Frederik og jeg ved siden af hinanden i festtøj – og myggene vrimlede rundt om os. Så sagde kronprinsen: Lars Emil, hvordan kan det være, at myggene koncentrer sig om os to og ikke om de andre? Så sagde jeg: De andre har nok været i bad i morges.
- Det var lige hans humor.
- Vi får en konge, som holder meget af Grønland og er meget dedikeret til Grønland, siger Lars-Emil Johansen.