Vej mellem Qeqertaq og Ikerasak skal afhjælpe usikker flytrafik

Har du oplevet at være strandet i en dag? En uge? Flere uger?
Så er du ikke den eneste. Trafikproblemer er velkendte over hele landet - også i Avannaata Kommunia. Her oplever folk, der rejser mellem Ilulissat og Uummannaq eller de omkringliggende bygder, ofte at sidde fast i Ilulissat i ugevis.
Det skyldes blandt andet vejret, som forhindrer fly og helikoptere i at komme i luften. Men spørger man Siumut og Naleraq i Avannaata Kommunia, er der en løsning.
De ønsker, at der skal bygges en vej fra Qeqertaq til Ikerasak.
– Vi har måske ikke et bedre alternativ. Ser vi ti år tilbage, har vi oplevet somre med meget tåge og røg, og søtransporten udenom Nuussuaq er ikke altid idéel, siger borgmester i Avannaata Kommunia, Lars Erik Gabrielsen fra Siumut.
Fra Uummannaq og Ilulissat – til vands og til lands
Planen går ud på, at rejsende sejler fra Ilulissat til Qeqertaq. Fra Qeqertaq skal de køre i motorkøretøjer til Ikerasak. Fra Ikerasak sejler de videre til deres destination i Uummannaq Fjord. Dem, der rejser fra Uummannaq Fjord til Ilulissat, skal bruge samme rute.
– Vi ønsker en rejserute, der er pålidelig, uanset om man skal afsted eller komme frem. Selvom vi har flyselskaber, så ved jeg ikke, hvordan man skulle forbedre det yderligere. Men det er svært at forestille sig, at det kunne blive bedre end dette, siger Lars Erik Gabrielsen.
Ifølge ham skal transporten sikres gennem en serviceaftale.
Det vides endnu ikke, hvor vejen præcis skal anlægges, hvor meget den vil koste, eller hvor lang den bliver. Men ifølge borgmesteren starter de første forundersøgelser i år.
– Det skal være ordentligt planlagt og grundigt undersøgt, hvor en vej kan anlægges, siger Lars Erik Gabrielsen.
Mulighed for mere beskatning
Luftlinjen mellem Qeqertaq og Ikerasak er omkring 40 kilometer.
Borgmesteren kan endnu ikke svare på, hvordan projektet skal finansieres. Men han vil gerne finde potentielle investorer. Han håber på støtte fra landskassen, men er også åben for, at skatteyderne i Avannaata Kommunia kan bidrage.
– Måske kan det gennemføres ved at hæve skatten med én procent, siger borgmesteren.
Står det til ham begynder vejbyggeriet allerede næste år.