Stine Egede: Jeg vælger borgmestertitel i stedet for Inatsisartut
Inuit Ataqatigiit fik et kanonvalg i Kommune Kujalleq – og dermed er Siumut-borgmester Kiista P. Isaksen på vej ud af borgmesterkontoret.
Den nye borgmester bliver med al sandsynlighed Stine Egede fra IA. Hun fik 410 stemmer – og det er det var flest af alle.
- Det har været nogle spændende uger. Det har også været lidt hårdt. Men nu skal vi i gang, siger Stine Egede til KNR.
LÆS OGSÅ Kommune Kujalleq får sandsynligvis IA-borgmester
Bliver du borgmester?
- Vi har besluttet i IA, at den, der får flest stemmer, skal være borgmester. Så det ser sådan ud.
Fakta om Kuannersuit-projektet:
- Kuannersuit ligger cirka 7,5 kilometer nord for byen Narsaq.
- Hvis Greenland Minerals får en udvindingstilladelse, bliver det i en åben mine i 700 meters højde.
- Hvornår - eller om - Greenland Minerals får en udvindingstilladelse og går i gang, vides ikke.
- Greenland Minerals vil holde minen i drift i 37 år.
- Projektet forventes at skabe 328 grønlandske arbejdspladser, når minen er i drift.
- Området indeholder blandt andet sjældne jordarter, uran og thorium.
- Minen vil producere 3 millioner ton malm om året.
- På 37 år vil minen producere 111 millioner ton restaffald og 111 millioner ton gråbjerg (ubrugt klippemateriale).
Kilde: Grønlands Naturinstitut & Nationalt Center for Miljø og Energi, VSB-rapport.
Hvad er lykkedes i din valgkamp?
- Vi har været samlede i gruppen. Cirka 20 har været opstillede for IA. Men det har været en rigtig god gruppe – og vi har været enige om, hvad vi ville. Mineprojektet ved Kuannersuit har vi haft en klar holdning til. Og Kuannersuit skal ikke åbnes – den holdning ændrer vi ikke.
Balladen om Kuannersuit
Siumut gik til valg på, at mineprojektet – der lige nu er i offentlig høring – skal gennemføres. Men IA vil ikke give det australske selskab Greenland Minerals tilladelse til at udvinde sjældne jordarter i en åben mine på Kuannersuit, der ligger blot syv kilometer fra Narsaq.
De sjældne jordarter bruges i for eksempel mobiltelefoner og vindmøller. Men projektet er kontroversielt, fordi der følger uran med som biprodukt, når de sjældne jordarter skal udvindes af klippen.
Projektet er nu så langt, at det er i offentlig høring, som slutter 1. juni.
LÆS OGSÅ IA indtager flertal af borgmesterkontorerne
Og den lokale politik i Kommune Kujalleq er vigtigere for Stine Egede end at sætte sig på en stol i Inatsisartut, hvor hun også blev valgt ind i går. Og derfor tager hun orlov fra landspolitik.
- Jeg har sagt helt fra starten, at hvis man bliver borgmester og også bliver valgt ind i Inatsisartut, så kan man ikke være begge steder. Man er nødt til at vælge. Og jeg vælger at være borgmester, som det tegner sig til lige nu, siger hun.
Dårligt valg til Siumut-borgmester
Kiista P. Isaksen fik blot 186 personlige stemmer ved kommunalvalget. Det er en voldsom nedgang sammenlignet med valget i 2017, hvor hun fik 456 stemmer.
Faktisk fik Inuit Ataqatigiit over halvdelen af stemmerne i sydkommunen, som Siumut ellers altid har siddet tungt på.
Inden tirsdagens kommunalvalg havde Siumut opbakning fra over halvdelen af borgerne, men nu er det i stedet IA, som har opbakning fra over halvdelen - nemlig 50,9 procent af stemmerne.
Samtidig gik Siumut 15 procentpoint tilbage og endte på en opbakning fra 40 procent af borgerne.
Mest markant var IA's fremgang i Narsaq, som har været omdrejningspunktet for netop mineprojektet ved Kuannersuit.