Status på olieudslip: Forurening har ikke spredt sig endnu
Forsvarets Challenger har fredag morgen været i luften for at få et overblik over olieudslippet fra den sunkne trawler, Polar Aassik.
Og situationen er foreløbig status quo, oplyser fungerende chef for Arktisk Kommando, Dan B. Termansen, til KNR.
- Vi kan konstatere, at vi ikke har set nye forureningsopgaver på nuværende tidspunkt. Vi har heller ikke set nye forureningstyper end den lette dieselolie, som vi konstaterede i går.
Trawleren Polar Aassik brød mandag aften i brand. Ondag aftes sank den cirka seks sømil sydvest for Qasigiannguits kyst, og siden har der bredt sig olieforureningen i havet omkring.
LÆS OGSÅ Brændende trawler er sunket i havet
Arktisk Kommando tager løbende prøver af vand og olie i området. Men det er for tidligt at sige, om olieudslippet vil bredde sig.
- Et eventuelt læk fra den sunkne trawler vil ikke nødvendigvis vise sig på overfladen dér, hvor den sank, men kan godt vise sig andre steder - måske flere sømil - væk fra stedet. Derfor er vi meget opmærksomme på, hvad der sker, siger Dan B. Termansen.
Foto: Arktisk Kommando
Forsvaret har dog stadig ikke et klart overblik over, hvor meget olie der var i tanken på Polar Aassik, da den sank, og hvor meget, der er tilbage i skroget.
- Vi mangler også nogle data fra skibsejeren for at få lavet en vurdering af, hvor meget olie der kunne være tilbage i skroget sammenholdt med det, vi ser på overfladen, siger Dan B. Termansen.
Opfordring: Indberet fund af olie og skadede dyr
Arktisk Kommando opfordrer derfor stadig borgere til at oplyse, hvis der bliver observeret olie på vandet i Diskobugten eller andre steder samt fund af dyr, der har olie på sig.
Det kan ske ved at kontakte Arktisk Kommandos vagthavnde officer eller det lokale beredskab, gerne med dokumentation.
LÆS OGSÅ Arktisk Kommando til fiskere nær trawler: Sig, hvis I ser olie andre steder
- Den melding vil vi meget gerne have med billede, som bliver sendt til vores email, så vi har mulighed for at se, hvilken omfang en observation har, siger Dan B. Termansen.
Foreløbig har Arktisk Kommando dog ikke fået meldinger om skadede eller døde dyr på grund af olien.
- Vi har endnu ikke konstateret dyr med olie på. Det har vi ikke fået beretninger om, og vi har heller ikke selv konstateret det.
Forureningen kan ikke suges op
Forsvaret Challenger-fly vil også overflyve området inden solnedgang fredag og igen løbende over weekenden. Derudover har Arktisk Kommando adgang til satellitbilleder fra området.
Det ligger dog fast, at olieudslippet ikke kan suges op eller på anden vis fjernes af mennesker. Det skyldes blandt andet, at der er tale om letolie - og ikke det tungere og mere skadelige heavy fuel - altså tungolie.
Foto: Arktisk Kommando
- Fordi olien har en så tynd konsistens, kan det på overfladen se ud som om, at der er en meget større forurening, end der måske egentlig er tale om. Sammenholdt med at der er grødis og en del ny is i området, som kommer fra nord i weekenden, vil det ikke være muligt at suge op eller bekæmpe, siger Dan B. Termansen.
LÆS OGSÅ Dieselolie breder sig over fire kvadratkilometer fra sunket trawler
Og her spiller det ingen rolle, at olieudslippet er sket i Grønland frem for i Caribien.
- Uanset om forureningen var sket tilsvarende i sydligere breddegrader, eller hvor den er nu med isforekomster, vil den ikke være mulig at bekæmpe. Derfor er den bedste løsning, at den fordamper, som den gør nu, siger fungerende chef for Arktisk Kommando.
Det er endnu uvist, hvor længe forureningen vil være om at forsvinde. Det afhænger helt af, om der kommer nye udslip.
Der bliver også stadig beregnet på, om den sunkne trawler, Polar Aassik, skal hæves. Det vil blive vurderet i samarbejde med Selvstyret, oplyser Arktisk Kommando.