Radikale Venstre, Enhedslisten og Socialdemokraterne beder statsministeren om at indkalde formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, til et møde for at se, om der kan laves en fælles handlingsplan.
Opfordringen kommer på baggrund af en rapport fra Børnetalsmanden i Grønland, der har undersøgt forholdene i Qaasuitsup Kommunia. Og den viser omsorgssvigt, hvor børnene sulter og bliver misbrugt seksuelt.
Læs også Aaja: Danske penge må hjælpe grønlandske børn
Derfor forlanger Martin Lidegaard (Radikale Venstre) nu, at statsminister Lars Løkke Rasmussen går ind i sagen. For selv om Grønland har selvstyre, så er det i sidste ende børn, der har et dansk pas, siger Martin Lidegaard til DR.
- Vilkårene for børnene er så rystende, at vi også har et ansvar i vores del af kongeriget. Den danske statsminister bør række hånden ud til det grønlandske selvstyre og sige: Skulle vi ikke tage og kigge på det her i fællesskab og lave en handlingsplan, som både Grønland og Danmark kan bakke op om, siger Martin Lidegaard til DR.
Læs også Martha Lund Olsen afviser Søren Espersen
Lars Løkke Rasmussen er også minister for Rigsfællesskabet og derfor mener også Enhedslistens Christian Juhl og Socialdemokraternes Karin Gaardsted, at Lars Løkke Rasmussen bør gå ind i sagen.
- Jamen, det synes jeg er et ganske udmærket forslag. Jeg tror ikke, det kan stå alene, men vi bliver jo nødt til at begynde på det her. Nu står vi med rapporten i hånden og kan se sort på hvidt, at børnene selv har givet udtryk for, at det er nogle dårlige vilkår, som de vokser op under, siger Karin Gaardsted.
Dansk Folkepartis Søren Espersen, der i går rejste diskussionen, mener, at et møde er fint, men at det langt fra løser noget. Han mener den danske regering skal påtage sig ansvaret og i sidste ende overtage børneområdet fra Grønland.