Statsminister Mette Frederiksen kommer til Nuuk

Den nyslåede danske statsminister, Mette Frederiksen, lander i Nuuk på søndag. Hun skal på et kort visit hos Kim Kielsen.
Mette Frederiksen kommer på et lille og kort besøg i Nuuk fra søndag til mandag. Foto © : Scanpix
Skrevet af Christine Hyldal
15. august 2019 11:51

Statsminister Mette Frederiksen (S) kommer til Nuuk på søndag.

Det er et lille og kort besøg, der allerede slutter mandag.

Statsministeren skal mødes med Kim Kielsen og de øvrige medlemmer af Naalakkersuisut. Hun skal også møde repræsentanter for arbejdsmarkedsorganisationer og virksomheder og Arktisk Kommando - og så skal hun besøge Kapisillit og den sociale institution Meeqqat Illuat.

- Jeg glæder mig meget til mit første besøg i Grønland som statsminister og til igen at mødes med formanden for Naalakkersuisut. Det er vigtigt, at vi allerede nu får et godt samarbejde i gang mellem regeringen og Naalakkersuisut, siger Mette Frederiksen i en pressemeddelelse. 

Hun har aftalt med Kim Kielsen, at hun kommer på et længere besøg i Grønland på et senere tidspunkt.

Ifølge Statsministeriet er besøget et venskabeligt visit.

Kim Kielsen glæder sig også til at byde den nyslåede danske statsminister fra søsterpartiet Socialdemokraterne velkommen i Nuuk.

- Jeg glæder mig til at byde Mette Frederiksen velkommen til Grønland, som hun har valgt at besøge umiddelbart efter, at hun er blevet statsminister. Vi har allerede et godt samarbejde med Mette Frederiksen, og jeg ser frem til endnu tættere samarbejde fremover, siger han i en pressemeddelelse. 

Der vil være et pressemøde mandag, og derefter rejser Mette Frederiksen videre til det årlige statsministermøde i Reykjavik. På mødet deltager også lederne fra Grønland, Færøerne og Åland.