Døgnrapport: Spritbilist kørte ind i Hotel Nordbo, vigepligtsuheld og to stjålne biler

Natten har budt på spritkørsel, brugstyveri og to færdselsuheld. Ét uheld gik ud over Hotel Nordbo i Nuuk.
Grønlands Politi har haft et travlt døgn med mange alkoholrelaterede opgaver. Foto © : Kalaallit Nunaanni Politiit / Grønlands Politi
Skrevet af Teitur Larsen
28. oktober 2023 12:30

Politiet har haft travlt det seneste døgn, hvor særligt biltyveri og spiritusbilister har holdt politiet beskæftiget natten mellem fredag og lørdag.

- Det har været en travl nat både her i Nuuk og på kysten. Der har været mange alkoholrelateret opgaver, siger vagtchef i Grønlands Politi, Jørgen Madsen.

Klokken lidt i fire i nat kørte to fulde unge personer ind i Hotel Nordbos bygning i Nuuk. Ingen af personerne kommet til skade eller anholdt.

Derudover er en mand i Nuuk først på natten anholdt for at køre spirituskørsel. Efter anholdelsen fik han taget en blodprøve og blev efterfølgende løsladt.

I løbet af natten fik politiet også en anmeldelse fra en borger i Nuuk om, at vedkommendes bil var stjålet.

- Det var hurtigt overstået. Vi sendte en patrulje ud for at lede efter bilen. Anmelderen var også selv ude og lede efter bilen og fandt den, siger vagtchefen og fortæller, at der ingen var i bilen, da anmelderen fandt den, hvorfor der heller ingen anholdte er.

Også travlt på kysten

I morges klokken lidt over otte skete der et færdselsuheld i Sisimiut. I modsætning til uheldet i Nuuk var uheldet ikke alkoholrelateret.

- Det var en person, som ikke overholdt sin vigepligt og ramte en anden bil, fortæller Jørgen Madsen.

Ingen af personerne i bilerne er kommet til skade, men der er sket materiel skade på bilerne.

I Qaqortoq blev en bil meldt stjålet omkring klokken otte i morges. Bilen er dog fundet igen. Der var ingen personer i bilen, og derfor er ingen anholdte.