Spærret inde bag lås, mur og hegn

KNR har overnattet på den lukkede afdeling på den nye anstalt i Nuuk. Det foregik bag alarmer, hegn, ringmur og låste døre.
Skrevet af Christine Hyldal
23. maj 2019 10:26

Klik, klik. To smæld fra to låse i én dør.

Døren kan ikke åbnes indefra – håndtaget er bare en glat cylinder, som hverken kan åbne, lukke, låse op eller låse.
Det smalle værelse, som i et dansk fængsel vil hedde en celle, føles pludselig endnu smallere.

Vi befinder os i den nye anstalt i Nuuk, der åbner anden uge i juni. KNR er inviteret på overnatning, inden de, som anstalten retteligt er bygget til, flytter ind.

Værelse
Foto © : KNR
Værelse set fra døren. Foto: KNR

Og vi er låst inde. Klokken er 21, og fængselsbetjentene låser først døren op igen i morgen tidlig klokken 07. Hvis vi får brug for hjælp inden da, kan vi kalde på et samtaleanlæg, forklarer den venlige anstaltsbetjent med det raslende nøglebundt. 

Udsigt over fjorden

Der er et fjernsyn på værelset og et køleskab. Sengen er smal, og madrassen er hård. Sengebetrækket har samme lyseblå farve som betjentens skjorte. Det lugter kemisk og skarpt efter at have været pakket ind i gennemsigtigt plastic.

Men udsigten…. Vinduet er højt og uden tremmer. Og når jeg stiller mig foran det og kigger ud, er der i nederst i forgrunden snavset sne. Bag sneen strækker en fem meter høj grå ringmur i beton sig. På indersiden af der malet hvaler, sæler og hvalrosser. Bag muren kan jeg skimte toppen af et hegn, og bag det strækker Nuuk Fjorden sig, så langt øjet rækker. Himlen bredder sig, og Sermitsiaq står skarpt mod den purpurfarvede aftenhimmel.

LÆS OGSÅ Personalemangel: Ny anstalt mangler 10 fængselsbetjente 

Og der er en mening med, at værelserne vender væk fra hinanden og ud mod naturen. Ser man ud ad vinduet, er det let at lade tankerne vandre. På den måde er det tiltænkt at naturen – også når man er spærret inde bag mur, hegn, alarmer og låse – kan bruges rekreativt. Den bliver trukket ind i den sikrede bygning. Håbet er, at den er med til at afværge vold til gavn for både ansatte og indsatte.

- Vi er lidt spændte på at se reaktionen, siger leder Tina Dam.

Kirkerummet.
Foto © : KNR
Kirkerummet. Foto: KNR

- Hele sommeren vil motorbåde sejle forbi ude på fjorden, og det kan de indsatte stå og kigge på - men de kan ikke selv komme ud at sejle. Så det kan jo være hårdt at sidde her og kigge ud. Men vi håber også, at det kan give ro, siger hun.

- Anstalten er ny og flot, men man skal ikke tage fejl: Man er spærret inde, når man er her, siger leder for anstalten, Tina Dam. 

- Andre bestemmer, hvad tid, man står op, og hvad tid man går i seng. Andre bestemmer også, hvad man skal lave, og hvornår man skal lave det. Man kan ikke bare få besøg, når man vil, og man kan heller ikke bare gå en tur.

Håndværkere i gangene

De første 46 indsatte flytter ind i starten af juni. Senere kommer forvaringsdømte fra Herstedvester også – altså de, som ønsker at komme til Nuuk. Otte ud af 29 har ind til videre tilkendegivet, at de gerne vil overflyttes til Nuuk. 

Håndværkerne arbejder stadig i gangene, for alt er endnu ikke klar til indflytning. Men nogle rum er også klar – for eksempel værelserne i de lukkede afsnit.

LÆS OGSÅ Otte ud af 29 indsatte fra Herstedvester vil til Nuuk

Alle værelser har et lille badeværelse, og værelserne vender ind mod et fællesareal med spisebord og sofagruppe og et køkken, hvor de indsatte selv laver mad. I køkkenet er der køleskab, fryser, opvaskemaskine og komfur. Der er også en udendørs gård, hvor de indsatte kan ryge eller trække frisk luft. 

Fortsætter man ud gennem de aflåste døre i de lukkede afsnit, kommer man ned til blandt andet kirken.

Tremmer ved legepladsen

Den rå betonvæg i kirkerummet er udsmykket med stykker af hvidt plexiglas formet som dyr og perler som dem, der er på nationaldragtens krave. Billedkunstner Julie Edel Hardenberg står bag, og hun har også udsmykket væggene i gymnastiksalen med sorte streger, som giver associationer til sagnet om Havets Moder.

 Anstalten er ny og flot, men man skal ikke tage fejl: Man er spærret inde, når man er her.

En præst vil arbejde på deltid i anstalten, den anden del af tiden skal vedkommende være sjælesørger på Sana. 

Biblioteket er endnu uden bøger, men udsigten vender direkte mod Sermitsiaq. Det føles næsten som om, fjorden næsten vælter ind i rummet, når man står foran det store vindue og kigger ud. 

Fakta om anstalten
Der er 76 pladser i alt på den nye anstalt. 40 af dem er på de lukkede afdelinger.
Anstalten består af fire afdelinger - to åbne og to lukkede. 
De lukkede afdelinger er er sikret med ringmur, hegn og alarmer.
Anstalten er 120.000 kvadratmeter. Det svarer til 17 fodboldbaner.
Anstalten åbner anden uge i juni.
Den gamle anstalt i Nuuk lukkes derefter.
Byggeriet har kostet cirka 400 millioner kroner.
Kilde: kriminalforsorgen.gl

I sundhedsafdelingen er der tilknyttet en sygeplejerske, to psykologer, og en psykiater på deltid. Der er værksteder, hvor de indsatte kan arbejde, og de vil få mulighed for undervisning. En butik er der også. Den skal de indsatte selv drive, og i den kan man købe varer fra Pisiffik for sine lommepenge. 

Og så har anstalten en lejlighed til familiebesøg. Lejligheden er placeret, så børn ikke skal gå gennem hele bygningen for at komme ind i den. Lige udenfor lejligheden er der en lille gård med en legeplads med et gyngestativ. Endnu er der ikke hængt gynger på det. På den side af gården, som vender ud mod det åbne, er der sorte tremmer. 

-  Vores primære arbejde at nedbringe kriminalitet ved at arbejde med resocialisering. Når de indsatte kommer ud igen, skal de meget gerne være i stand til at klare sig uden at begå ny kriminalitet, siger leder Tina Dam.

Tilbage bag den låste dør på den lukkede afdeling er solen ved at gå ned. Der er ikke så meget andet at lave end at se fjernsyn eller læse. Eller at kigge ud ad vinduet. 

Mobiltelefoner og computere er forbudt at tage med ind i anstalten. Derfor er billederne på artiklen her taget efter overnatningen