Otte ud af 29 indsatte fra Herstedvester vil til Nuuk
Otte ud af i alt 29 forvaringsdømte grønlændere i Herstedvester Fængsel ønsker at blive overflyttet til den nye anstalt i Nuuk, når den åbner i næste måned.
Det skriver avisen Kristeligt Dagblad.
Men det er ikke sikkert, at otte er det endelige antal. De indsatte kan nemlig stadig nå at skifte mening i forhold til, om de vil blive i Herstedvester, siger direktør i Kriminalforsorgen i Grønland, Naaja H. Nathanielsen til KNR.
- Vi havde regnet med, at det var cirka det antal, der ville vælge at komme hjem i første omgang. Vi regner også med, at der kommer flere i de kommende år, siger hun.
Nogle vil se tiden an
Der kan flere grunde til, at de indsatte i Herstedvester ikke lige umiddelbart ønsker at flytte til den nye anstalt i Nuuk.
En årsag kan være, at den indsatte har siddet i det danske fængsel i mange år og derfor har fået større tilknytning til Danmark end til Grønland, vurderer direktøren.
LÆS OGSÅ Anstalten bliver taget i brug til maj
- Nogle vil måske lige se tiden an. Det kan også være, at de gerne vil blive lidt længere i deres behandlingsforløb i Danmark, siger Naaja H. Nathanielsen.
- Og det er klart, at hvis man er i gang med et godt behandlingsforløb med en terapeut eller en anden behandler, som man er tryg ved og kender, så vil man godt fortsætte behandlingen fremfor at skifte behandler. Det er jo nogle meget personlige ting, man tager op.
Returbillet til Herstedvester
En grønlandsk forvaringsdømt i Herstedvester kan når som helst anmode om at blive flyttet til den nye anstalt i Grønland.
Når den indsatte er kommet til Nuuk, har vedkommende seks måneder til at tænke over, om han eller hun vil blive eller tage tilbage til Herstedvester igen.
LÆS OGSÅ Direktør frygter pladsmangel i ny anstalt
Hvis den indsatte tager returbilletten til Herstedvester, kan vedkommende igen anmode om at blive overført til Grønland, men denne gang er der ingen fortrydelsesret.
Den nye anstalt i Nuuk åbner og låser døren i slutningen af maj. Samtidig bortfalder muligheden for at blive dømt til anbringelse i Danmark.
Der er 40 lukkede og 36 åbne pladser i Grønlands første lukkede anstalt.