Sondre Slettemark kvalificerer sig til jagtstart ved vinter OL
21-årige Sondre Slettemark nåede lige akkurat kvalifikation til jagtstart i skiskydning ved vinter OL i Italien. Det er første gang nogensinde, at en deltager fra Danmark kvalificerer sig til jagtstart i skiskydning.
60 første ud af 90 deltagere blev kvalificeret til jagtstart, og Sondre Slettemark sluttede præcis som nummer 60.
Dagens konkurrence for herrer var 10 kilometer sprint med to skydninger. Sondre Slettemark havde en forbier i liggende skydning og endnu en forbier i stående skydning. Hver forbier kostede en strafrunde, der kostede kostbare sekunder i den hårde konkurrence.
- Jeg havde ikke troet på det, da jeg kom i mål. Min skydning var ikke god nok til at komme med til jagtstart. Men jeg går rigtig hurtigt i sporet, og gik hurtigere end jeg plejer at gå. Det var virkelig en thriller, siger Sondre Slettemark til KNR.
Sondre Slettemark havde start nummer 29 i dagens konkurrence og måtte vente på, at samtlige deltagere kom i mål, inden han kunne ånde lettet op.
Forfærdelig ventetid
- Ventetiden var forfærdelig. Jeg havde faktisk ikke troet, at jeg skulle gå. Jeg stod og ventede til allersidste person var kommet i mål. Det var virkelig spændende at kigge på resultater, og jeg stod og kiggede sammen med min far, fortæller Sondre Slettemark.
Der er konkurrence igen på søndag, hvor herrerne skal løbe jagtstart på 12,5 kilometer.
Der kan det gå begge veje. Der kan tabes eller vindes placeringer, hvor skydninger igen bliver afgørende. Løberne bliver sendt afsted på baggrund af fredagens placeringer, og der kan komme trængsel ved skydebanen.
- Normalt så synes jeg, at jeg skyder og præsterer bedre, når jeg er med i et felt mod andre i direkte konkurrence og ikke på tid, hvor vi ikke starter samtidigt, siger Sondre Slettemark.
- Det bliver fedt at gå, og forhåbentlig kan jeg klatre op ad placeringer, og hvis det ikke lykkedes, så har jeg kvalificeret mig til jagtstart, og det var det, jeg gik efter, siger Sondre Slettemark.
Sondre Slettemarks storesøster Ukaleq Slettemark skal i konkurrence lørdag, hvor kvinderne løber 7,5 kilometer sprint, hvor de 60 første kvalificerer sig til jagtstart.