SAR-operation: Søgen efter forsvunden mand indstilles

Arktisk Kommando og Politiet har indstillet eftersøgningen af den 61-årig mand, som fredag forsvandt fra Nanortalik.
Manden der fredag forsvandt er endnu ikke fundet, og eftersøgningen er nu indstillet. Foto © : Kalaallit Nunaanni Politiit / Grønlands Politi
05. oktober 2023 17:19

Politiet og Arktisk Kommando har siden søndag ledt efter en forsvundet 61-årig mand fra Nanortalik.

Men nu har de indstillet eftersøgningen, oplyser vagtchef ved Grønlands Politi Ole Hald torsdag eftermiddag.

- Vi har talt med de pårørende, og det er blevet besluttet i formiddags at indstille eftersøgningen, oplyser vagtchef Ole Hald.

Det er en beslutning, der er taget i samarbejde med Arktisk Kommando, fordi der er gået så mange døgn siden den 61-årige sidst er set.

Manden er ikke set siden fredag, hvor han forlod den sydlige by Nanortalik i en hvid Poca Jolle og formenligt sejlede syd på.