Socialdemokraterne vil stadig sige undskyld

Hvis Socialdemokraterne kommer til magten efter valget, kan Grønland se frem til en officielt undskyldning for det overgreb, der blev begået mod 22 børn i 1951, da de blev tvunget væk fra deres familier og sendt til Danmark for at blive kultiverede.
Skrevet af Martine Lind Krebs
06. september 2011 09:56

Det fastholder Socialdemokraternes grønlandsordfører Mogens Jensen, der gentagne gange har opfordret den nuværende regering til at sige undskyld.

- Jeg står ved det udsagn, at jeg mener, at det er et så alvorligt overgreb, der er begået mod de grønlandske børn, at jeg synes det er på sin plads, at Danmark giver en officielt undskyldning. Det har jeg ment under en borgerlig ledet regering, og det mener jeg selvfølgelig også under en ny socialdemokratisk ledet regering, siger han.

Men det er ikke alle iblandt Socialdemokraterne, der er enige om behovet for en undskyldning. Formanden for Nordisk Råd, Henrik Dam Kristensen, er af den modsatte holdning.

- Jeg tror måske det er svært, at nuværende politikere skal undskylde på vegne af tidligere generationers politikere, og jeg ved ikke hvor meget der kommer ud af det, siger Henrik Dam Kristensen.

Men Mogens Jensen står fast på, at en undskyldning er Socialdemokratisk politik:

- Nu er det mig, der som grønlandsordfører har lagt linjen i det spørgsmål, og det har jeg også orienteret partiets ledelse om. Selv om jeg er helt klar på, at man ikke kan undskylde alt muligt i fortiden, er det her et overgreb af en sådan karakter, at det er helt rimeligt at undskylde, siger han.

Mogens Jensen lover i øvrigt også, at sikre at en eventuel kommende socialdemokratisk ledet regering vil finde en løsning på finansieringen af den grønlandske præst i Danmark. Desuden vil Socialdemokraterne også se på de danske statspuljemidler, som blandt andet finansierer De Grønlandske Huse.