Skiskydning: Ukaleq Slettemark har taget første skridt mod OL

En placering i den tunge ende ved World Cup debut har ikke taget modet fra Ukaleq Slettemark.
- Det er rart at vide, at mit niveau nu er godt nok til at komme med til OL, siger Ukaleq Slettemark. Foto © : Greenland Biathlon
Skrevet af Noah Mølgaard
14. december 2020 13:58

En placering som nummer 96 ud af 109 deltagere i World Cup lyder måske ikke af ret meget.

Men det har vist sig at have meget større værdi efter beregninger på tider og placeringer.

Ukaleq Slettemark har nemlig klaret det danske OL-kvalifikationskrav for første gang på baggrund af sit resultat i World Cup i skiskydning i fredags.

Det bekræfter Dansk Skiforbund overfor KNR. Men dermed er OL-deltagelse ikke sikret.

Det kræves nemlig også, at Ukaleq Slettemark igen skal klare OL-kvalifikationskravet en gang mere efter nytår. Dertil kommer endnu et krav fra det internationale forbund.

Dansk Skiforbund oplyser overfor KNR, at kravet fra det internationale skiskydningsforbund IBU er en nationsplads ved OL. Den opnås ved, at Ukaleq Slettemark deltager i en konkurrence, hvor nationer, der ikke er i top-20 i verden, også deltager. Og der skal hun blive mindst nummer 12.

OL skal være god oplevelse

Ukaleq Slettemark er klar til at tage udfordringen op og træne mod sit mål – OL-kvalifikation.

- Det er rart at vide, at mit niveau nu er godt nok til at komme med til OL. Men jeg vil selvfølgelig også gerne udvikle mig, så jeg kan få en god oplevelse ved OL, hvis det lykkes mig at nå OL. Men det er mit mål, siger Ukaleq Slettemark til KNR.

Hun er 19 år, og hendes deltagelse ved Word Cup er tidlig i forhold til de jævnaldrende konkurrenter.

Det er normalt, at skiskytter får deres World Cup-debut i en alder på 22 eller 23 år. Det kan også være en mental udfordring at stå ansigt til ansigt med verdenseliten. Og dog:

- Jeg prøver ikke at tænke så meget over det end som et IBU-Cup (skiskydningens 2. division, red.). Arrangementet er meget det samme. Men der er et stort spring fra IBU Cup til World Cup, siger Ukaleq Slettemark.

- Men jeg er meget glad for at have overstået konkurrencen, så jeg har noget at sammenligne med, når jeg skal i konkurrence igen, siger Ukaleq Slettemark.

Hun skal i konkurrence igen i World Cup fredag 18. december i Hochfilzen i Østrig.