Opfordring fra Politiet: Pas på svindel med mattak
Det sker hvert år, når mattak-sæsonen indfinder sig.
Grønlands Politi får en masse henvendelser om svindel, fortæller vagtchef ved Grønlands Politi, Hans-Peter Berthelsen.
- Det er snart Mattak-sæson, og der plejer at være en masse svindel med mattak, siger han.
Derfor opfordrer han også borgere til at være ekstra opmærksomme, når de køber mattak på nettet.
- Svindlerne forsøger typisk at sælge gennem de sociale medier og tager penge for det, men sender overhovedet ikke noget mattak retur, siger Hans-Peter Berthelsen:
- Når sæsonen starter, så plejer vi at få en masse henvendelser angående den type bedrageri.
Man skal derfor være lidt ekstra grundig med at tjekke sælgernes profil, inden man køber noget, fortæller Hans-Peter Berthelsen:
- Man skal undersøge profilen, om den er troværdig, og så eventuelt lave en lille søgning i Facebook for at se, om der er andre, der har skrevet om, hvorvidt de har fået deres mattak.