Skimmelsvamp har igen lukket en skole - denne gang er det i Ikerasak

Eleverne bliver nu undervist i forsamlingshuset, men det fungerer ikke, mener Heidi Therkildsen, der er mor til en dreng.
Skolebygningen står tom i Ikerasak ved Uummannaq. Foto © : KNR
28. oktober 2024 11:37

I Ikerasak sidder en frustreret mor. Bygdens skole lukkede i slutningen af august, fordi der var skimmelsvamp i den, og nu bliver de 30 elever undervist i forsamlingshuset i mangel på bedre.

Heidi Therkelsen har to børn, der gik på Ole Løvstrømip Atuarfia, og ifølge hende blev de dårlige af skimmelsvampen.

- Da de begyndte på skolen i august, oplevede de for eksempel, at de blev meget trætte, siger hun.

Heidi Therkildsen. Foto © : KNR

Når så børnene havde været hjemme lidt efter skole, fik de det bedre, fortæller hun.

Forældre handlede hurtigt 

Og der var noget om snakken, for 14. oktober blev det dokumenteret, at en del af skolen i den nordgrønlandske bygd var ramt af skimmelsvamp.

Så nu går Heidi Therkelsens to børn i skole i en rungende forsamlingshusbygning i stedet for, for det er den eneste bygning, der kan rumme de 30 børn. Her har de fået undervisning siden 16. oktober.

Det var forældrene selv, der tog børnene ud af skolen i slutningen af august, fortæller skoleleder Manuella H. Therkildsen. Og det skulle gå stærkt. 

- Da følgerne generelt var store, blev det anbefalet, at skolen skulle lukkes fra dag til dag, siger hun.

Foto fra skolen. Foto © : KNR

Men det duer ikke for Heidi Therkildsens ene søn.

- Som forældre er det alvorligt. Særligt fordi min søn ikke kan være steder, hvor det larmer, siger hun.

- Der er meget ekko i forsamlingshuset, når der undervises. Han har dage, hvor han ikke vil i skole, fordi det er for højlydt, siger hun.

Vil have skole renoveret

De yngste børn bliver undervist fra 8 til 12, mens mellemtrinnet og de store bliver undervist fra 12 til 16.

Så Heidi Therkildsen vil gerne have, at skolen bliver renoveret.

Foto fra skolen. Foto © : KNR

Vi håber på, at vores skole bliver lavet. Brugen af forsamlingshuset som skole er ikke tilfredsstillende, siger hun. 

- Vi håber, at den ældre del af skolen, hvor skimmelsvampen er, lukkes. Så kan vi bruge den nyere del af skolen.

Ifølge skoleleder Manuella H. Therkildsen er der endnu ingen dato på, hvornår skolen kan blive taget i brug igen.

Ole Løvstrømip Atuarfia er langt fra den eneste skole, der er plaget af skimmelsvamp. I Maniitsoq er både Atuarfik Kilaaseeraq  og skolehjemmet plaget af svampen. Skolen er ved at blive renoveret, og den skal stå færdig i 2025.

I Kangaatsiaq blev der bygget en ny skole i 2021, fordi den gamle var inficeret med skimmelsvamp, og i Nanortalik er en den ældste del af byens skole også lukket på grund af svamp. Elever og lærere er nu klemt sammen i den nye del, hvor der ikke er konstateret svamp.