Sjælden samstemmende ros fra erhvervet til ny fiskeriaftale
Efter månedsvis med forhandlinger har Selvstyret præsenteret en ny samarbejdsaftale om fiskeriet med EU.
Den byder kort sagt på færre kvoter til det udenlandske fiskeri, men samtidig en højere betaling. Den kombination får ros fra fisker- og fangerorganisationen KNAPK .
LÆS OGSÅ Grønland og EU indgår ny fiskeriaftale
- Det væsentlige er, at vi har fået en højere betaling samtidig med, at kvoterne er blevet reduceret for udefrakommende fiskeriinteresser, siger Tønnes Berthelsen, der er direktør i KNAPK.
Flere penge til fælleskassen
Han peger på, at det giver det hjemmehørende fiskeri bedre fremtidsmuligheder.
- Så vi håber også, at vi i fremtiden vil kunne fiske kvoterne i højere grad end i dag, lyder det.
LÆS OGSÅ Fiskeriaftale mellem Grønland og Færøerne forlænget
I alt er kvoterne for fiskere fra lande i EU reduceret med 10.486 tons på tværs af alle arter.
Samtidig er EU’s betaling til Grønland steget til 140,6 millioner kroner om året de to første år og derefter endnu højere.
I den hidtidige aftale lå betalingen fra EU på omkring 125 millioner kroner om året.
Aftale giver stabilitet
Det får også Grønlands Erhverv til at vende tomlen opad, når det gælder den nye fiskeriaftale. Det fortæller erhvervsorganisationens direktør, Christian Keldsen.
- I GE synes vi, at det er en udmærket aftale, og vi oplever, at det var den bedst tænkelige aftale, som man kunne få under omstændighederne, siger han.
LÆS OGSÅ Fiskeriaftale med Rusland indgået for næste år
Christian Keldsen mener, at aftalen er med til at skabe en vigtig stabilitet for fiskerierhvervet.
- Og så kan det være, at der ligger nogle muligheder for nogle af rederierne i forhold til, at der er lidt ekstra fisk at fiske på inden for de forskellige arter.
Den nye aftale falder ind under kategorien Bæredygtige Fiskeripartnerskabsaftaler hos EU.