Lund Olsen vil undersøge førtidspensioner

Problemet berører ifølge Martha Lund Olsen 71 personer, der har mistet deres førtidspension, fordi deres ægtefælle har en høj indkomst.
Ifølge lovforslaget er hensigten med reformen netop, at førtidspensionister, der har en ægtefælle med en indkomst over 400.000 kroner, ikke længere skal modtage førtidspension.
Men ifølge Martha Lund Olsen kan der være en gruppe borgere, der uretmæssigt har mistet deres pension, fordi der er en unøjagtighed i overgangsreglerne.
- De er kommet i klemme mellem to paragraffer. De er stadig ikke vurderet, og de får ikke hjælp efter den nye reformordning, siger Martha Lund Olsen, naalakkersuisoq for sociale anliggender.
Fakta
I betænkningen til førtidspensionsreformen forudsiger departementet for sociale anliggender, at 317 personer vil miste retten til deres førtidspension, når reformen er fuldt indfaset - blandt andet fordi deres ægtefælle har en indkomst over 400.000 kroner årligt.
En rundringning til landets kommuner, som KNR har foretaget, viser, at 151 borgere indtil videre har mistet deres pension.
Qeqqata Kommunea 24
Kommuneqarfik Sermersooq 35
- Qaasuitsup Kommia 76
- Kommune Kujalleq 16
Martha Lund Olsen opfordrer derfor de berørte borgere til at kontakte deres kommune, så kommunen kan vurdere sagen efter de nye regler, hvor der er et bundfradrag for ægtefællens indkomst på 100.000 kroner.
Mimi Karlsen fra Inuit Ataqatigiit mener, at Naalakkersuisut burde have undersøgt reformens konsekvenser bedre.
- Da Naalakkersuisut kom med deres lovforslag, skulle de have undersøgt lovens virkninger, siger Mimi Karlsen, der som medlem af Inatsisartuts familie- og sundhedsudvalg, behandlede reformen af førtidspensionen i efteråret.
Martha Lund Olsen vil nu undersøge, om Naalakkersuisut vil gøre noget for de borgere, der har mistet deres pension.
- Det, jeg vil undersøge, er i forhold til dem, der er på den gamle ordning, og som har mistet deres pension, fordi 20 procents reglen ikke længere er der, om der er noget, vi kan gøre der, siger Martha Lund Olsen.