Siumut: Valgnederlaget gjorde ondt
Aleqa Hammond indrømmede, at valgnederlaget i 2009 gjorde ondt, men mente samtidig at det er sundt for ethvert parti at prøve oppositionens rolle.
Samtidig mente hun optimistisk at den nuværende regeringskoalitions politik, ville gøre at Siumuts tid i opposition ville blive kort.
- Tiden arbejder for os, sagde Aleqa Hammond ifølge sermitsiaq.gl.
Hun lovede samtidig, at partiets ledelse vil styrke lokalafdelingerne for at komme så tæt på befolkningens hverdag som muligt. Det vil især ske via internettet og sociale mødesteder som Facebook.
- Og så skal penge, som tidligere blev brugt på kuglepenne med partilogoet, i fremtiden bruges til kurser og videreuddannelse af partiets frontkæmpere ude i lokalafdelingerne, sagde Siumuts formand.
Sent lørdag eftermiddag har generalforsamlingen valgt hovedbestyrelse, samt genvalgt Aleqa Hammond som formand. Hun havde ingen modkandidater.