MÅLING Siumut tilbage som Grønlands største parti

Avisen AG bringer i dag den formodentlig sidste meningsmåling inden valget på fredag.
Skrevet af Karsten Sommer
26. november 2014 06:50

Det er HS-Analyse, der har spurgt 1003 repræsentative personer, i dagene fra den 21. til 23.november, hvad de vil stemme til valget på fredag.
 
Og igen viser vælgerundersøgelsen i AG at Siumut går frem, mens IA stagnerer, i forhold til tidligere meningsundersøgelser i år.
 
Siumut er nu ifølge HS-Analyse igen det største parti med 36,7 procent af stemmerne, mens IA får 34,5.
 
Mandatmæssigt vil det betyde at Siumut vil få 12 mandater - 2 mindre i forhold til sidste valg, mens IA uændret står til 11 mandater i forhold til valget i marts 2013.

LÆS OGSÅ Også fordel til IA i ny meningsmåling

Den nye HS-analyse i avisen AG ændrer til gengæld ikke på de 4 mindre partiers betydning for, hvem der kan komme til at danne Naalakkersuisut efter den 28. november.
 
Demokraterne fortsætter deres fremgang, og får nu 11,2 procent, svarende til 3 mandater - eet mere end ved sidste valg.
 
Partii Naleraq står til 10,2 procent - hvilket også giver Hans Enoksens ny parti 3 mandater, hvis der var valg i dag.
 
Atassut får 6,0 procent, en tilbagegang på 2,2 procent i forhold til valget sidste år, men de bevarer deres 2 mandater, mens Partii Inuit fortsat ser ud til at tabe sine mandater i Inatsisartut - HS-analyse vurderer dem til 1,4 procent af stemmerne.

LÆS OGSÅ IA bliver landets største parti

Vælgerundersøgelsen er lavet i weekenden, det vil sige inden TV-duellen i mandags mellem Kim Kielsen og Sara Olsvig.

Og hele 15 procent af vælgerne har ifølge undersøgelsen endnu ikke bestemt sig for, hvem de vil stemme på til valget, så de sidste dages valgdebat - deriblandt den afsluttende partilederrunde i TV og Radio i morgen torsdag, kan blive vigtig for valgets udfald.
 
Hele undersøgelsen kan studeres nærmere i dagens AG, som i anledning af valget deles gratis ud - så det er bare med at gå i butikken, og hente et eksemplar, mens der er nogen tilbage.