Siumut: Når ikke engang sportsfolk må rejse, er det ikke tid til valg

Siumut forsøger at mane til ro og fremstå som et samlet parti dagen inden, vintersamlingen begynder.
For Siumut handler det lige nu om at modbevise intern splittelse og meget klart at signalere, at partiet ikke ønsker sig et valg lige nu Foto © : KNR / Malik Brøns
15. februar 2021 12:43

Det er bare ikke tid til et valg lige nu. 

Det er meldingen fra landets største parti Siumut dagen inden Vintersamlingen starter.

Dermed forsøger Siumut at gyde olie på de oprørte vande, der er i grønlandsk politik lige nu. 

Sagen kort


Demokraatits exit i mandags fra Naalakkersuisut har efterladt Kim Kielsen med en mindretalsregering.


Den består af Siumut og Nunatta Qitornai, der sidder på 11 pladser ud af de 31 i Inatsisartut.
 

Siumuts nye formand Erik Jensen vil gerne overtage formandsstolen i Naalakkersuisut fra Kim Kielsen.

Han blev formand i november, hvor Siumut væltede Kim Kielsen af pinden.

 

Men oppositionspartierne nægter at samarbejde med Siumuts formand ved roret i en ny koalition. 

De mener, at der er for meget ballade internt i Siumut. Her er der vigende opbakning til mineprojektet ved Kuannersuit, hvor et selskab vil udvinde sjældne jordarter med uran som et biprodukt.

 

Et flertal i Inatsisartut mener nu, at der skal udskrives valg.

 

Den proces kan partierne selv sætte i gang, hvis ikke formanden for Naalakkersuisut selv vælger at træde tilbage.

 

Det kan ske, hvis et parti fremsætter et forslag om mistillid mod Naalakkersuisut eller formanden for Naalakkersuisut i forbindelse med Vintersamlingen.

 

Hvis formanden for Naalakkersusiut vælger at træde tilbage, skal Inatsisartut vælge en ny formand.

 

Den nye formand skal sætte et nyt ministerhold, som et flertal i Inatsisartut vil bakke op om.

 

Vintersamlingen starter på tirsdag og slutter den 2. marts.

 

Kilder: KNR og Bureau for Inatsisartut 

For Siumut handler det om at modbevise intern splittelse og meget klart at signalere, at partiet ikke ønsker sig et valg lige nu.

- Vi har coronarestriktioner og et kommunalvalg – og kommunalvalget vil blive overskygget af et valg til Inatsisartut, siger Siumuts formand Erik Jensen til KNR.

LÆS OGSÅ Siumut: Det er ikke tid for et valg

Kommunalvalget skal holdes 6. april og coronarestriktionerne betyder, at der max må være 100 mennesker samlet indenfor. 

Sportsfolk må ikke rejse til andre kommuner

Coronareglerne betyder også, at for eksempel sportsfolk ikke må rejse over kommunegrænser til arrangementer, der kræver tilmelding. Politikere må dog gerne.

- Ikke engang sportsfolk må rejse over kommunegrænser for at spille turneringer. Det er ikke hensigtsmæssigt, at politikere skal rejse rundt over kommunegrænserne og føre valgkamp. Det hænger ikke sammen. Vi skal forhindre corona i at komme ind i landet, og kommunalvalget vil blive nedprioriteret, derfor bør det være lidt senere at der udskrives valg, siger Erik Jensen.

For at forhindre et valg står Siumut klar med en afværgedagsorden, hvis der bliver erklæret mistillid mod  Naalakkersusiut.

Den kan Siumut dog ikke afværge alene – det kræver et flertal. Et flertal har dog allerede erklæret, at de ønsker valg.

Demokraatit skred 

Balladen brød for alvor løs i sidste uge, da Demokraatit skred ud af Naalakkersuisut. Siden har Erik Jensen forsøgt at danne et nyt flertal. Det har bare ikke været muligt indtil videre.

Dermed er Siumut og Nunata Qitornai nu i mindretalsregering. De har blot 11 mandater ud af de 31 pladser, der er i Inatsisartut - og dermed er den nuværende koalition i klart undertal.  

LÆS OGSÅ Flertal ønsker valg, men hvem tager første skridt for at få det til at ske?

Kim Kielsen (S) er stadig formand for Naalakkersuisut, men den plads vil Siumuts nye formand, Erik Jensen, gerne have.

Derfor har han haft travlt med at forhandle med andre partier bag lukkede døre for at se, om han kan danne en ny koalition - men det har været forgæves, for ingen andre partier vil lege med ham. 

Flere partier mener derfor, at der skal udskrives valg. De vil ikke arbejde sammen med Erik Jensen, fordi de mener, at der er for meget ballade internt i Siumut. 

Alle bakker mig op som formand

Og nu lægger regeringspartiet sig i selen for at modbevise dét:

- Alle har sagt, at de er forvirrede over Siumut. De tror, at der er to fløje eller to formænd. Det vil vi nu mane til jorden med en meddelelse om, at alle bakker op om formanden. Der er kun en formand –  ikke to, siger Erik Jensen. 

- Og så bakker Siumut mig op som formand. Det gør hele gruppen. Både medlemmerne af Inatsiartut og Naalakkersuisut har meldt ud, at de står bag mig som formand, siger Erik Jensen.

Hvad tror du kommer til at ske i morgen?

- Det er spændende. Det er formanden for Naalakkersuisut, der kommer til at åbne sammen med inatsisartutformanden – og så må vi se, hvad der sker. Vi afventer i spænding.  

LÆS OGSÅ IA stormer frem i ny meningsmåling

Ifølge meningsmåling vil IA storme frem og Siumut få et mandat mindre end nu, hvis er var valg nu. 

Partiet vil alene sætte sig 13 af de 31 pladser i Inatsisartut. 

Siumut vil sætte sig på 9 pladser - i dag sidder partiet på 10 pladser.