Flertal ønsker valg, men hvem tager første skridt for at få det til at ske?

Der er flertal i Inatsisartut for at udskrive valg. Ingen vil dog tage ansvar endnu for det og presse Naalakkersuisut med en mistillidsafstemning under Vintersamlingen. 
Vintersamlingen nærmer sig med hastige skridt. Modsat Efterårssamlingen (billedet) er regeringskoalitionen nu i mindretal, og flere partier i Inatsisartut opfordrer til, at der udskrives valg. Foto © : KNR / Malik Brøns
12. februar 2021 15:20

- Vi ønsker et valg. Vi har opfordret til et valg. Om vi selv smider et beslutningsforslag op om valg, det har vi ikke nogen intern afgørelse på endnu.

Sådan siger Demokraatits formand, Jens-Frederik Nielsen.

Dermed venter partiet altså med at at tage stilling til, om de vil tage initiativ til at få et punkt på Vintersamlingen, der kan danne grundlag for en mistillidsafstemning mod Naalakkersuisut.

Sagen kort


Demokraatits exit mandag fra Naalakkersuisut har efterladt Kim Kielsen med en mindretalsregering.

 

Den består af Siumut og Nunatta Qitornai, der sidder på 11 pladser ud af de 31 i Inatsisartut.

 

Siumuts nye formand Erik Jensen vil gerne overtage formandsstolen i Naalakkersuisut fra Kim Kielsen.

 

Men oppositionspartierne nægter at samarbejde med Siumuts formand ved roret i en ny koalition. 

 

Et flertal i Inatsisartut mener nu, at der skal udskrives valg.

 

Den proces kan partierne selv sætte i gang, hvis ikke formanden for Naalakkersuisut selv vælger at træde tilbage.

 

Det kan ske, hvis et parti fremsætter et forslag om mistillid mod Naalakkersuisut eller formanden for Naalakkersuisut i forbindelse med Vintersamlingen.

 

Hvis formanden for Naalakkersusiut vælger at træde tilbage, skal Inatsisartut vælge en ny formand.

 

Den nye formand skal sætte et nyt ministerhold, som et flertal i Inatsisartut vil bakke op om.

 

Vintersamlingen starter på tirsdag og slutter den 2. marts.

 

Kilder: KNR og Bureau for Inatsisartut 

 

Demokraatit er nu en del af oppositionen, efter partiet mandag forlod regeringskoalitionen.

LÆS OGSÅ Efter Demokraatits dramatiske exit: Kielsen udskriver ikke valg

Demoraatit er ikke det eneste parti, der mener, der bør udskrives valg til Inatsisartut. Og hvis et af de andre partier sætter det på dagsordenen, så vil Demokraatit ikke tøve med at bakke op.

- Hvis der kommer en mistillidsdagsorden, hvor vi får muligheden for at fremtvinge et valg, så tvivler vi ikke, så kommer vi til at gøre det, siger Jens-Frederik Nielsen.

Atassut afventer

Både Demokraatit, Inuit Ataqatigiit og Atassut har klart meldt ud, at de vil have valg. Det står soleklart efter, Naalakkersuisut mandag blev forvandlet til en mindretalsregering med kun 11 mandater ud af 31 mulige bag sig.

LÆS OGSÅ Valgrygter svirrer: Det kan partierne selv gøre på vintersamlingen

Hos Atassut afventer man lige nu situationen. Men formand Aqqalu Jerimiassen forventer, at en mistillidsafstemning bliver et tema på samlingen.

- Man kan ikke undgå det længere, der vil blive stillet et mistillidsvotum, siger han.

Og sker det, vil partiet bakke op om det, lyder det fra formanden.

IA: Vi ser på mulighederne

Hos Inuit Ataqatigiit, der er oppositionens største parti, vil partiformand Múte Bourup Egede hverken svare ja eller nej på, om partiet vil bede om at få et punkt på Vintersamlingen, der kan danne grundlag for en mistillidsafstemning. Han siger dog:

- Vi er klar til at tage de skridt, der er behov for, for at der kommer et valg.

LÆS OGSÅ IA: Vi går ikke i koalition med Erik Jensen og Siumut

Han siger desuden, at der er behov for, at de andre partier, der har meldt sig i koret af fortalere for et valg, holder fast i deres standpunkt.

- Vi holder fast i, at et valg det kan man ikke komme udenom. Derfor vil vi, fordi der er et stort flertal, som vi kan høre det, der kræver et valg, finde de muligheder der nu er, for at nå der til. 

Partii Naleraq: Det bliver ikke os

Hos Partii Naleraq har partiet ingen planer om at sætte mistillid mod Naalakkersuisut på dagsordenen.

- Vi har opfordret til, at luften skal renses, men det sker jo senest i 2022, skriver Pele Broberg, der er medlem af Inatsisartut for partiet, i et mailsvar til KNR.

Han henviser til, at formanden for Naalakkersusiut skal udskrive valg senest i 2022. 

-  At fremsætte mistillid eller krav om valg på grund af interne Siumut problemer er ikke seriøs politisk fundering, skriver han.