IA: Vi går ikke i koalition med Erik Jensen og Siumut
Siumuts nye formand, Erik Jensen, er ude og lede efter nye legekammerater.
Men som det ser ud nu, bliver det ikke det største oppositionsparti Inuit Ataqatigiit, der kommer til at sidde med om bordet fremover.
Det meddeler partiets formand Mute B. Egede tirsdag eftermiddag på et pressemøde.
IA vil ikke være med i Naalakkersuisut på grund af stridigheder i Siumut. IA vil have renset luften - og dermed mener partiet, at Kim Kielsen skal udskrive valg.
Grunden til det er, at IA ikke mener at kunne samarbejde med Siumut. Ifølge partiet er der to fløje i Siumut, som begge kæmper om magten.
LÆS OGSÅ Erik Jensen spøger i kulissen : Ja, vi forhandler med IA og alle andre partier
I går meddelte Demokraterne, at partiet trak sig ud af den siddende koalition - og at de heller ikke ser sig selv som støtteparti lige nu.
Så nu består Naalakkersuisut af Siumut og Nunatta Qitornai, der sidder på 11 mandater ud af 31 i Inatsisartut.
Dermed mangler koalitionen nu fem mandater for at have et flertal i Inatsisartut, hvor Inuit Ataqatigiit sidder på otte.
Også Partii Naleraq har afvist et samarbejde med Siumut om en ny koalition.
Uenigheden mellem formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, og toppen af Siumut er simpelthen for stor, mener Pele Broberg.