IA stormer frem i ny meningsmåling
Hvis der var valg i morgen, ville Inuit Ataqatigiit blive landets største parti med 38,4 procent af stemmerne.
Det svarer til, at IA alene ville sætte sig 13 af de 31 pladser i Inatsisartut.
Det viser en meningsmåling, som et forskerteam fra blandt andet Ilisimatusarfik står bag.
Rasmus Leander, samfundsforsker Ilisimatusarfik.
Mette Bendixen, Research Fellow, University of Colorado
Kelton Minor, ph-d-studerende, Københavns Universitet
Jane Lund Plesner, specialestuderende, Københavns Universitet.
Meningsmålingen er lavet januar – altså før Demokraatit forlod Naalakkersuisut i mandags og smækkede med døren.
Siumut går en smule tilbage tilbage i forhold til den seneste måling fra december. Hvis vi skulle træde ind i stemmeboksene i morgen, ville Siumut få 29,4 procent af stemmerne og sætte sig på 9 pladser i Inatsisartut.
I dag sidder partiet på 10 pladser.
LÆS OGSÅ Demokraterne forlader koalitionen
Helt anderledes ser det ud for Demokraatit. Partiet ville blot få 11,3 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen – og dermed fortsætter Demokraatit sin nedtur.
Ved valget i 2018 fik partiet 19,5 procent af stemmerne.
Data bag meningsmålingen er indsamlet af i forbindelse med et forskningsprojekt støttet af Carlsbergfondet om sandudvinding og klimaforandringer i Grønland.
I spørgeskemaet var også spørgsmålet: ’Hvad ville du stemme, hvis der var valg i morgen’?
Skemaet blev sendt til 939 tilfældigt valgte personer i Grønland.
63 procent af dem svarede på valgsspørgsmålet.
Valgrygter løber stærkt
Meningsmålingen lander på et tidspunkt, hvor valgrygterne løber ualmindeligt hurtigt. Efter intens rumlen internt i Siumut om især mineprojektet ved Kuannersuit, eksploderede koalitionen i mandags, da Demokraatit meldte sig ud af samarbejdet.
Dermed er Siumut og Nunnata Qitornai nu i mindretalsregering. De har blot 11 mandater ud af de 31 pladser, der er i Inatsisartut - og dermed er den nuværende koalition i klart undertal.
Kim Kielsen er stadig formand for Naalakkersuisut, men den plads vil Siumuts nye formand, Erik Jensen, gerne have.
LÆS OGSÅ Siumuts formand stopper forhandlinger med andre partier
Derfor har han haft travlt med at forhandle med andre partier for at se, om han kan danne en ny koalition - men det har været forgæves, for ingen andre partier vil arbejde sammen med ham.
Flere partier mener derfor, at der skal udskrives valg.
Og på tirsdag er det hele så oppe i luften igen, for der starter vintersamlingen i Inatsisartut.
Og her har oppositionen mulighed for at erklære deres mistillid til Naalakkersuisut.
Kim Kielsen kan vælge at udskrive valg selv, og han kan også vælge at overdrage stafetten fredsommeligt til Erik Jensen.