Siumut: Det er ikke tid for et valg

Dagen inden vintersamlingens start maner Siumut til ro. Parties interne problemer bør ikke være grund til at udskrive valg, mener partiet.
Formand for Siumut, Erik Jensen, og hans partifæller i hovedbestyrelsen og Inatisisartut mener ikke, at et valg i utide er en god idé. Foto © : KNR / Malik Brøns
15. februar 2021 06:56

Mens et flertal af partier i Inatsisartut ønsker valg til Inatisartut, er tonen en anden fra Siumut.

For i en pressemeddelelse gør Siumut det klart, at partiet ikke ønsker et valg i utide. Derfor er partiet klar til at komme med en såkaldt afværgedagsorden, såfremt der bliver stillet et mistillidsvotum fra et eller flere af de andre partier under vintersamlingen, som starter tirsdag.

LÆS OGSÅ Siumuts formand stopper forhandlinger med andre partier

- Vi mener fra Siumut ikke, at det er en ønskelig vej, at man alene som følge af et enkelt partis interne problemer udskriver et valg i utide, skriver partiet og tilføjer:

Sagen kort


Demokraatits exit fra Naalakkersuisut har efterladt Kim Kielsen med en mindretalsregering.

 

Den består af Siumut og Nunatta Qitornai, der sidder på 11 pladser ud af de 31 i Inatsisartut.

 

Siumuts nye formand Erik Jensen vil gerne overtage formandsstolen i Naalakkersuisut fra Kim Kielsen.

 

Men oppositionspartierne nægter at samarbejde med Siumuts formand ved roret i en ny koalition. 

 

Et flertal i Inatsisartut mener nu, at der skal udskrives valg.

 

Den proces kan partierne selv sætte i gang, hvis ikke formanden for Naalakkersuisut selv vælger at træde tilbage.

 

Det kan ske, hvis et parti fremsætter et forslag om mistillid mod Naalakkersuisut eller formanden for Naalakkersuisut i forbindelse med Vintersamlingen.

 

Hvis formanden for Naalakkersusiut vælger at træde tilbage, skal Inatsisartut vælge en ny formand.

 

Den nye formand skal sætte et nyt ministerhold, som et flertal i Inatsisartut vil bakke op om.

 

Vintersamlingen starter i morgen og slutter den 2. marts.

 

Kilder: KNR og Bureau for Inatsisartut 

- Vi vil derfor fra Siumut komme med en afværgedagsorden, når der stilles et mistillidsvotum op med udgangspunkt i, at vedtagne og åbne politiske sager bør fortsætte og ikke bare skal stoppes midt i det hele.

I pressemeddelelsen slår partiet desuden fast, at partiets hovedbestyrelse og Inatsisartutgruppe bakker op om Siumuts formand, Erik Jensen.

LÆS OGSÅ IA stormer frem i ny meningsmåling

Siden Demokraterne trak sig fra Naalakkersuisut i sidste uge, har Erik Jensen forsøgt at danne et nyt flertal. Det har dog ind til videre ikke været muligt.

Dermed er Siumut og Nunnata Qitornai nu i mindretalsregering. De har blot 11 mandater ud af de 31 pladser, der er i Inatsisartut - og dermed er den nuværende koalition i klart undertal.  

Kim Kielsen er stadig formand for Naalakkersuisut, men den plads vil Siumuts nye formand, Erik Jensen, gerne have.

Derfor har han haft travlt med at forhandle med andre partier for at se, om han kan danne en ny koalition - men det har været forgæves, for ingen andre partier vil arbejde sammen med ham.

Flere partier mener derfor, at der skal udskrives valg.

I morgen starter vintersamlingen i Inatsisartut, og der har oppositionen mulighed for at erklære deres mistillid til Naalakkersuisut. 

En meningsmåling fra sidste uge viser i øvrigt, at Inuit Ataqatigiit tegner til at blive det største parti, hvis der var valg til Inatsisartut i dag.