Siumut-ledelsen holder møde om Aleqa

Aleqa Hammonds brug af skattekroner til private indkøb har allerede fået parti-formanden og forretningsudvalget i Siumut til at blande sig i sagen. Tirsdag middag holdt partiets hovedbestyrelse møde om sagen.
Kim Kielsen
Kim Kielsen Foto © : Jonas Fievé/KNR
Skrevet af Mads Pedersen
23. august 2016 13:36

OPDATERET: Det er uklart hvilke konsekvenser sagen vil have for Aleqa Hammond, men det kan alle interesserede blive klogere på allerede i dag, tirsdag, lyder det fra partiets sekretariat. 

- Vi regner med at Siumuts hovedbestyrelse holder møde i løbet af i dag. Om det bliver i eftermiddag eller i aften er afhængig af medlemmernes arbejdstider, siger partisekretær Mikael Petersen til KNR. 

Mandag meldte partiformand Kim Kielsen sig på banen med en kommentar. Det skete efter et møde i partiets forretningsudvalg: 

- Forretningsudvalget kan melde ud, at Folketingsmedlem Aleqa Hammonds private forbrug med Folketingets kreditkort er uacceptabel, og at sagen vil blive videre behandlet i Siumuts hovedbestyrelse, når yderligere information er modtaget, skrev Kim Kielsen, i en pressemeddelelse i går mandag.

I partiets ungdomsorganisation er man heller ikke tilfreds med den nye sag. Siumut Ungdom har to medlemmer i hovedbestyrelsen, der mødes tirsdag. 

- Jeg vil som formand for SIS på vegne af Siumuts Ungdom fra hele landet sige, at vi ikke accepterer misbrug af skattepenge, skriver Steve Olsvig Sandgreen i en pressemeddelelse. 

Ville smide hende ud

Det er ikke første gang, at Aleqa Hammond bliver afsløret i at bruge skattekroner til private formål. Og partifælderne har før tilgivet hende. Hos kollisionspartnerne i Demokraterne havde de ikke vist samme overbærenhed, fortæller formanden. 

- Vi har nultolerance overfor misbrug af offentlige midler i Demokraterne. Var det sket i mit parti, havde vi ekskluderet det medlem. Men hvad Kim Kielsen og deres hovedbestyrelse vil gøre kan jeg jo ikke udtale mig om, for jeg er ikke formand for Siumut, siger Demokraternes partiformand Randi Vestergaard Evaldsen til Sermitsiaq.ag.