Siumut har igen flertal i nord

Timooq Mølgaard og Abel Karlsen, der forlod deres partier i sidste uge har meldt sig ind i Siumut, der nu har flertal i Qaasuitsup Kommunia.
Skrevet af Noah Mølgaard
14. januar 2013 07:17

Tidligere medlem af Atassut og 1. viceborgmester i Qaasuitsup Kommunia Timooq Mølgaard og tidligere medlem af Kattusseqatigiit Partiiat Abel Karlsen er nu medlemmer af Siumuts gruppe i kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia.

Siumut, der har været i mindretal, har dermed igen fået flertal i kommunalbestyrelsen. Men magtfordelingen i forskellige stående udvalg kan først træde i kraft, når kommunalbestyrelsen har konstitueret sig påny.

- Der vil blive indkaldt til telefonisk møde i kommunalbestyrelsen så vi kan konstituere til resten af valgperioden, siger formanden for Siumuts gruppe i Qaasuitsoq Karl Kristian Kruse.

Siumut har nu 12 mandater i kommunalbestyrelsen, mens Inuit Ataqatigiit, Atassut, Demokraterne og Kattusseqatigiit Partiiat har 9 mandater til sammen.

Siumut var ellers i mindretal, da de øvrige fire partier indgik et samarbejde og havde et enkelt mandats flertal.

Både Timooq Mølgaard og Abel Karlsen stiller op for Siumut til kommunalbestyrelsesvalget den 2. april.