Siumut: Alcoa burde have haft sin egen særlov

Eftersom det kun er Alcoa, der har krævet billig udenlandsk arbejdskraft, er der ingen grund til at give alle storskala-selskaber lov til det samme. Det var en af de anker, Siumut havde imod Storskalaloven, der blev vedtaget fredag. De kalder loven en ladeport.
10. december 2012 07:06

- Den gælder for samtlige storskalaprojekter i Grønland. Paragraf 10 - benyttelse af billig arbejdskraft - udefra burde kun gælde i meget, meget sjældne tilfælde, siger Siumuts erhvervsordfører og politiske næstformand, Karl Lyberth.

Og et meget sjældent tilfælde er altså Alcoa-projektet i Maniitsoq, mener partiet. Og hvorfor så det?

- Fordi Alcoa-projektet er megastort, og det er Alcoa der har fremlagt problematikken om at de grønlandske overenskomster er for høje, og at de ønsker internationale lønninger i forbindelse med deres projekt, lyder svaret fra Karl Lyberth.

Hans parti mener altså, at der i stedet burde laves særlove for megaprojekter som Alcoa, som Siumut ikke mener kan sammenlignes med andre slags storskalaprojekter.

Og Siumut betegner altså stadig Storskalalovens krav til løn- og ansættelsesvilkår som tilladelse af "billig arbejdskraft", også efter de udenlandske arbejdere nu er sikret en grundtimeløn der svarer til SIK-minimumslønnen.

Det er IA uenig i:

- For det første synes jeg ikke at arbejdskraften er endt med at være så billig som nogle taler om, slår Erhvervsudvalgets formand, Naaja Nathanielsen fra IA, fast.

Men det uanset, mener hun ikke, at man sådan skal lave særlove om lønvilkårene, alt efter hvilket selskab man har med at gøre:

- Vil man så sige: Nå, men I må gerne bruge billig arbejdskraft, men andre skal følge nogle andre love og regler? Der tror jeg også, at de grønlandske fagforeninger vil stå bag mig, når jeg siger, at man ikke kan acceptere, at man forhandler fra sag til sag. Der må laves nogle generelle vilkår, som man kan forholde sig til både som fagforening, som selskab og som andre aktører, siger Naaja Nathanielsen.

Storskalaloven blev som de fleste bekendt vedtaget fredag, hvor koalitionspartierne samt Atassut stemte for loven, mens Siumut undlod at stemme.