Sidste dag i sagen om drabet i Nuuk: Hvem er gerningsmanden?

Torsdag var forsvar og anklagerens sidste chance for at føre beviser i drabssagen om den 82-årige kvinde, der blev fundet død i en boligblok i Nuuk en tidlig morgen i januar sidste år.
Tiltalte har en video på sin telefon af politi og brandvæsnet, der er optaget den samme morgen, som kvinden blev fundet død i sin seng. Foto © : Carsten Faurschou/ KNR
03. oktober 2024 17:11

Alle brikker skulle samles ved det sidste retsmøde om drabet på den 82-årige kvinde, der blev dræbt i sit eget hjem i begyndelsen af sidste år.

Og det helt store spørgsmål som den tiltaltes forsvarsadvokat lagde vægt på var:

Har vi fat i den rigtige gerningsmand?

Hun mente nemlig ikke, at anklagemyndigheden havde løftet bevisbyrden. Derfor mente hun ikke, at det er bevist, at det er den 22-årige mand, der er blevet tiltalt, der er gerningsmanden.

Sagen kort

Den 22-årige mand er tiltalt for manddrab, voldtægt, usømmelig omgang med lig og brandstiftelse.

Offeret var en kvinde på 82 år, som blev fundet død i en lejlighed i Nuuk 31. januar sidste år.

Anklagemyndigheden går efter den hårdeste foranstaltning og vil have den 22-årige idømt forvaring på ubestemt tid.

Den 22-årige nægter sig skyldig, og han har også nægtet at udtale sig i retten.

Sagen er for retten i fire dage, og dommeren og domsmændene voterer torsdag. Hvornår der falder dom, vides endnu ikke. 

Hun stillede derfor spørgsmålstegn ved, om politiet overhovedet anholdt den rigtige gerningsmand tilbage i februar sidste år.

- Personen, der har slået kvinden ihjel, må have haft blod på sig efterfølgende og have afgivet DNA-spor på de genstande, som anklagemyndigheden mener, er blevet brugt til at slå kvinden ihjel.

- Og de ting er blevet grundigt undersøgt, og der blev ikke vist spor fra min klient, sagde hun under hendes procedure.

Og onsdag blev der vist billeder fra en butik taget kort efter gerningstidspunktet, hvor forsvareren fortalte, at det var den tiltalte.

- Men vi kunne se på billederne, at han forholder sig helt rolig, men det er min påstand, at det er man ikke i stand til, hvis man lige har begået en forbrydelse, der er så voldsom, som den her sag beskriver, sagde forsvareren.

I retten blev der dog inden forsvar og anklagers procedure fremlagt en mentalundersøgelse, der beskriver, hvordan han har haft et misbrug af både hash og alkohol, siden han var midt i teenageårene.

Og i sin barndom pyntede på sandheden om sit barndomshjem, fordi han var misundelig på sine klassekammerater.

- Jeg var misundelig på andre børns hjemlige forhold, fordi deres forældre ikke røg hash, så jeg løj om mine egne, sagde han, da forsvareren spurgte ind.

Han er lavet om til et monster

Hun hævdede under sin procedure, at anklagemyndigheden og den psykiater, der har lavet mentalundersøgelsen af ham i psykiatrien i Århus, forsøgte at tegne et billede af et monster, fordi han sidder som tiltalt i denne sag.

- Fordi han sidder tiltalt i denne sag, så må han være et monster, men det er han jo slet ikke, sagde hun.

Manglen på DNA fra tiltalte gjorde, at forsvareren procederede for, at den 22-årige skal frifindes for manddrab, og de seks andre tiltaler imod ham.

Ved tiltalen om voldtægt, hævdede hun, at det ikke var bevist, at samlejet var sket uden accept fra begge parter.

Ligesom hun mente, at han skal frifindes for blufærdighedskrænkelsen af en pige tilbage i 2022, fordi der ikke var noget seksuelt i berøringen af pigen.

Men onsdag fremlagde anklageren beviser for, at der var fundet DNA fra den tiltalte i kvindens underliv og blod fra kvinden på indersiden af mandens bukser.

To sider af samme sag

Anderledes lød det, da anklageren havde ordet.

Hun lagde vægt på, at manden har nægtet at udtale sig hele vejen igennem, og at hans mentalundersøgelse viste, at der ikke var nogen tegn på, at han er sindssyg - og heller ikke var sindssyg i gerningsøjeblikket. 

Men derimod helt normalt begavet, umoden og afvigende med en tilbøjelighed til at være overfladisk og omgå sandheden lemfældigt.

- Jeg forstår godt, at han ikke har lyst til at fortælle i detaljer, hvad der er sket inde i lejligheden, for det han har udsat hende for er så voldsomt, at det også kan være voldsomt at skulle genfortælle, sagde hun

- Men der skal heller ikke være nogen tvivl om, at jeg ikke tror på tiltaltes forklaring fra som han gav til politiet sidste år, om, at han fik blackout og ikke husker noget, før han stod i lejligheden, og der er ild i den, sagde hun.

Bevisbyrden tipper

Hun mente ikke, at der var nogen tvivl om, at det er den 22-årige, der er gerningsmanden, og hun mente, at beviserne mod ham, var så stærke, at bevisbyrden faktisk tippede, så det var forsvareren, der skal bevise hans uskyld.

Hun mente nemlig, at DNA-beviserne, oplysningerne fra telemasterne, som politiet har brugt til at kortlægge hans færden op til og omkring gerningstidspunktet, og de andre beviser, hun har fremlagt i sagen, er nok til at konkludere, at det er tiltalte, der er gerningsmanden.

Samt, at han sidste år fortalte politiet, at han var i kvindens lejlighed den morgen.

- Jeg mener altså, at alle pile peger på tiltalte, så hvis han vil have, at vi skal tro, at det ikke er ham, så må han åbne munden og forklare sig.

Det gjorde han dog ikke. 

Hun påstod derfor, at han skal idømmes forvaring.

Blandt andet fordi det er blevet vurderet, at risikoen for at han begår lignende kriminalitet er overvejende stor.

Og at han skal dømmes for voldtægt og ikke usømmelig omgang med lig, fordi anklageren mener, voldtægten er sket før kvinden er død, og han derefter har slået hende ihjel og sat ild til lejligheden for at skjule sine beviser.

Hun mente også, det er en skærpende omstændighed, at det er sket i kvindes hjem.

- Fordi i sit eget hjem skal man kunne føle sig tryg.

Om tiltalte ender som en fri mand eller i anstalten i Nuuk bliver afgjort fredag, når der bliver afsagt dom i sagen