Dag to i drabssag fra Nuuk: Gerningsstedet og offeret var omdrejningspunktet
Advarsel: Denne artikel indeholder voldsomme detaljer
Klokken ni i dag fortsatte sagen mod den 22-årige mand, der er tiltalt for at have dræbt en kvinde på 82 år i en lejlighed i Nuuk i januar sidste år.
Manden havde igen i dag taget jakkesæt på, og seks af de pårørende havde fundet vej til retslokalet i Sermersooq Kredsret også.
Sagen blev genoptaget lige på og hårdt med en vidneafhøring af en af retsmediciner, der var med til at lave obduktionsrapporten.
Her gennemgik specialanklager Signe Egsgaard, der fører sagen for Grønlands Politi, slavisk obduktionsrapporten, der viste, at kvinden har fået 21 slag eller mere på kroppen.
Anklageren brugte meget tid på de slag, som kvinden fik i ansigtet. Og retsmedicineren slog fast, at kvinden døde af nogle af de første slag. I alt blev kvinden slået mindst 10 gange i ansigtet.
To timer lang gennemgang
Gennemgangen af obduktionsrapporten tog cirka to timer og var en makaber omgang for alle i salen. Ikke mindst de seks pårørende, der var til stede, var tydeligt påvirket. I modsætning til den tiltalte, der igen i dag kiggede lige ud for sig eller ned i bordet det meste af tiden og forholdt sig roligt.
Udover slagene i ansigtet gik anklageren også i detaljer med andre skader på kroppen, der relaterer sig til tiltalen mod den 22-årige om usømmelig omgang med lig.
Udover den to timer lange forklaring fra retsmedicineren var også en brandtekniker, den første politibetjent på stedet og en røgdykker på dagens liste over vidneafhøringer.
Under brandteknikerens forklaring kom det frem, at der ikke er nogen tvivl om, at branden er påsat. Den påstand har han dokumenteret i en 19 siders lang rapport, og han fortalte blandt andet, at der blev fundet spor af motorbenzin i lejligheden.
- Man kan ikke sige noget om, hvor store mængder, der er blevet brugt, men vi er ikke i tvivl om, at branden er påsat, sagde han.
Det så mærkeligt ud
Røgdykkeren, der afgav forklaring sidst på dagen, fortalte, at det var ham, der fandt den 82-årige kvinde i hendes seng, mens der var ild i lejligheden.
Og synet, der mødte ham, omtalte han flere gange i retten som ‘mærkeligt’.
- Jeg frygtede, at der lå en person i sengen. Det kunne jeg ikke se til at starte med, men der lå rigtig mange ting på sengen, og det synes jeg var mærkeligt, sagde han.
Han fortalte, at han blandt andet fandt et stykke værktøj - værktøj, som retsmedicineren tidligere havde fortalt nok var blevet brugt til at give slag.
- I mine 14 år i tjeneste har jeg aldrig sagt sådan over radioen, som jeg gjorde lige der, fortalte han. Altså at det så mærkeligt ud. Derfor besluttede han også at få kvinden ud af lejligheden.
Kvinden blev kørt på Dronning Ingrids Hospital, hvor hun kort efter blev erklæret død.
Røgdykkeren var dagens sidste vidne, og retten blev hævet cirka klokken 15.20.
Retssagen fortsætter i morgen, og det forventes, at der falder dom torsdag.