Sermersooq støtter nyt idrætsefterskole-projekt med 700.000 kroner

Kommuneqarfik Sermersooq har besluttet at yde økonomisk støtte på 700.000 kroner til den frivillige forening, Nuuk Idrætsefterskole.
Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
Skrevet af Karsten Sommer
10. maj 2017 07:04

Formanden for Nuuk Idrætsefterskole, Finn L. Nielsen og direktør i forvaltningen Børn og Skole, Helene Broberg Berthelsen, har netop underskrevet en samarbejdsaftale som betyder at kommunens støtter foreningens videre arbejde.

- Vi er et privat initiativ, der arbejder for at forbedre mulighederne for den grønlandske ungdom og deres uddannelse, siger Finn L. Nielsen, og tilføjer:

- Samarbejdsaftalen med Kommuneqarfik Sermersooq er et vigtigt skridt for at Idrætsefterskolen kan blive til virkelighed. Og sikrer blandt andet at vi nu kan ansætte den rette person til at drive projektet videre, fastslår Finn L. nielsen.

Også formand for Udvalget for Børn og Skole i kommunen, Nivi Olsen, glæder sig over aftalen.

- Jeg er sikker på at et tilbud som Idrætsefterskolen vil kunne motivere mange unge til senere at fortsætte i uddannelsessystemet, siger Nivi Olsen.

Efterskolen vil være for skolepligtige elever i folkeskolens to øverste klasser, altså for 9. og 10. klasserne.

Nuuk Idrætsefterskole forventes i drift fra august 2018.