Sermersooq indfører engelskundervisning fra 1. klasse
Ændringen sker allerede fra og med skolestarten i august i år, hvor eleverne i 1., 2. og 3. klasse vil få en ekstra lektion i engelsk om ugen.
- Så forældrene skal ikke være bekymrede for, at tiden til engelsk vil blive taget fra andre fag. Vi har allerede lærere, som underviser i engelsk fra 4. klasse i alle vores by- og bygdeskoler, så vi kommer ikke til at mangle ressourcer, siger Nivi Olsen (D), der er formand for Børn og Skole i Kommuneqarfik Sermersooq.
Nivi Olsen glæder sig over det nye tiltag, og hun understreger, at udvalget vil følge det nøje.
- Det er meget vigtigt for os, at vores børn og unge får den bedste skolestart, så de kan klare sig i hele verden, siger Nivi Olsen.
Ifølge meddelelsen er indførelsen af engelskundervisning fra 1. klasse et af de første skridt, som den nyvalgte koalition gennemfører for at sikre en bedre fremtid for kommunens børn og skolevæsen.