Selvstyret og Air Greenland har diskuteret refusion af billige billetter

Ifølge Selvstyret skal Air Greenland flyve tre gange om ugen mellem Danmark og Grønland fra 1. juni til 15. juli.
air greenland
KNR har i de sidste to uger bragt flere historier om kunder hos Air Greenland, som er bekymrede for, at de kan komme ud at rejse på deres restriktive flybilletter i sommer. Foto © : KNR, Anton Gundersen Lihn
Skrevet af Christine Hyldal
18. maj 2020 09:49

Air Greenland ser på muligheder for at komme de borgere i møde, som har købt restriktive flybilletter til Danmark, og som enten ikke har mulighed for at rejse eller ikke ønsker at rejse på nuværende tidspunkt.

Det skriver Selvstyret i en pressemeddelelse.

Ifølge Selvstyret har Air Greenland oplyst, at ændringerne for de restriktive billetter vil kunne ske fra den 22. maj kl. 08.00. 

KNR har i de sidste to uger bragt flere historier om kunder hos Air Greenland, som er bekymrede for deres sommerferie.

LÆS OGSÅ Billige flybilletter kan ikke refunderes: Mariia er skide irriteret

Efter planen skulle flyvningerne mellem Danmark og Grønland åbne igen 1. juni – men folk, der har købt deres billige flybilletter før coronakrisen, eller som er bekymrede for at rejse – kan ikke få pengene tilbage for billetterne.

For sådan er reglerne, når man køber de billige flybilletter.

Fuld forståelse for usikkerhed

Men ifølge pressemeddelelsen har Selvstyret ”talt med” Air Greenland om den frustration, som folk oplever. 

Naalakkersuisoq for infrastruktur Karl Frederik Danielsen (S) siger i pressemeddelelsen:

- Det er naturligt, at det er et spørgsmål, som vi har talt om, da forholdene omkring mulighed for refusion af restriktive atlantbilletter er noget, som i øjeblikket er aktuelt for mange borgere, på grund af den meget usædvanlige situation med COVID-19.

LÆS OGSÅ Partier om røde sommerbilletter: Det bør være muligt at ombooke

- Både jeg og Air Greenland har fuld forståelse for, at mange borgere føler sig usikre på situationen ude i verden. Den aftale, som vi har indgået med Air Greenland, vil også være med til at afbøde de økonomiske konsekvenser, som det vil have for Air Greenland at ændre på betingelserne for nogle billettyper, siger Karl Frederik Danielsen.

Der er endnu ikke sat dato på en åbning af landet igen. Den dato skal medlemmerne af Inatsisartut drøfte i morgen tirdsdag.

LÆS OGSÅ Nivi kan ikke refundere sin sommerferie-billet: Jeg føler mig magtesløs

En plan for åbningen er dog klar i tre faser

Ifølge naalakkersuisoq Karl Frederik Danielsen skal der sættes tre flyvninger ind mellem Danmark og Grønland om ugen. Det gælder fra 1. juni og foreløbig frem til 15. juli. Aftalen kan derefter forlænges.

KNR arbejder på at få kommentarer fra Air Greenland og naalakkersuisoq Karl Frederik Danielsen.