Billige flybilletter kan ikke refunderes: Mariia er skide irriteret
Coronakrisen har længe holdt fly på jorden, og flere genovervejer nu deres planer om sommerferie-rejser til udlandet.
Men hvis man har købt en billig, såkaldt ‘rød’ flybillet hos Air Greenland til en rejse efter den 31. maj, hvor flyveforbuddet står til at blive ophævet, så har man ikke krav på at få pengene refunderet. Man kan heller ikke ændre rejsedatoen.
Det har fået Mariia Simonsen, der til dagligt underviser i journalistik på Grønlands Universitet i Nuuk, til at starte en underskriftindsamling blandt frustrerede kunder.
LÆS OGSÅ Nivi kan ikke refundere sin sommerferie-billet: Jeg føler mig magtesløs
Underskrifterne er sendt med et åbent brev til Naalakkersuisut. Mariia Simonsen håber, at politikerne kan finde en løsning, så de berørte billetindehavere kan få pengene tilbage, hvis de ikke er trygge ved at rejse.
- Vi synes ikke, situationen er normal, og en usædvanlige situation skal løses med usædvanlige midler.
- Mange af underskriverne har henvendt sig til Air Greenland. Dem har vi ikke fået svar fra, derfor kigger vi nu på medlemmerne af Naalakkersuisut. Det er ikke for at klage, det er en henvendelse, så vi kan få løst denne situation, som er meget alvorlig for mange grønlandske familier, siger Maria Simonsen til KNR.
Ingen lovgivning på området
Ifølge Forbruger- og Konkurrencestyrelsen findes der generelt ingen lovgivning, når det kommer til returret på flybilletter.
Hvis billetten er restriktiv, hvilket ofte er tilfældet for billige flybilletter, så har man ifølge styrelsen ikke krav på at få pengene tilbage, hvis man afbestiller billetten. Heller ikke selv om myndighederne officielt fraråder rejser til destinationen.
"Generelt findes der ingen lovbestemt returret på køb af flybilletter. Hvilke muligheder man har for selv at afbestille afhænger derfor udelukkende af vilkårene for billetten," lyder det i en mail fra Forbruger- og Konkurrencestyrelsen.
Afbestiller du selv en restriktiv flybillet, har du ikke krav på at få dine penge for flybilletterne tilbage. Det gælder også, selv om myndighederne officielt fraråder rejser til det sted, du skal rejse til.
Hvis du selv aflyser rejsen, kan du få nogle skatter og afgifter refunderet. Disse udgør dog typisk kun en lille del af billetprisen.
Flyselskaberne hæfter ikke for andre udgifter i forbindelse med rejsen, såsom hotel/overnatning, billeje med mere.
Har du købt et samlet rejsearrangement hos et rejsebureau, så kan der være ret til afbestilling efter rejsebureauets handelsbetingelser, eller lovgivningen i det land rejsebureauet er baseret i.
Kilde: Forbruger- og Konkurrencestyrelsen
Flere kunder hos Air Greenland har udtrykt bekymring over risikoen for smitte i udlandet, udsigterne til at skulle i karantæne og forvirring over, om man overhovedet vil kunne komme tilbage fra rejsen uden problemer.
Der er samtidig en del personer, der har mange penge på spil. KNR har tidligere talt med en frustreret kunde, der har købt billetter for omkring 10.000 kroner.
- Skide irriteret
Selvom Air Greenland er i sin gode ret til at afvise refusioner, er Mariia Simonsen dog ikke ikke tilfreds med flyselskabets håndtering.
- Jeg er skide irriteret over den arrogante holdning som Air Greenland lægger for dagen. Mange mennesker bliver berørt af situationen. Jeg ryster på hovedet over, at man i sådan en situation, ikke er åben for at tage alternative midler i brug, siger hun.
LÆS OGSÅ Air Greenland nedlægger 75-100 stillinger
Det har ikke været muligt at få et interview med Air Greenland om refusion og ombooking af de billige flybilletter, hvis kunden er utryg ved at rejse efter 31. maj. I en mail fra flyselskabets kommunikationsafdeling skriver Air Greenland:
“Under flyveforbuddet har vores kunder med restriktive billetter fået muligheden for at kunne ændre deres billetter grundet de særlige omstændigheder. Efter 31. maj er der ikke nedlagt flyveforbud længere, og derfor vil de normale billetbetingelser gøre sig gældende, indtil videre,” står der i mailen.
KNR har siden mandag forsøgt at få en kommentar fra Karl Frederik Danielsen (S), der er naalakkersuisoq for infrastruktur, men det har ikke været muligt.