Selvstyret kendte til Grønnedal-åbning

Selvstyret blev allerede i sommer orienteret af Forsvarsministeriet om, at Grønnedal formentlig ville blive genåbnet, erkender naalakkersuisoq for miljø.
Foto © : Peter Barfoed
21. december 2016 11:46

Den 23. november kunne KNR fortælle, at Forsvarsministeriet har planer om atter at gøre brug af marinestationen i Grønnedal.

Nyheden blev mødt med overraskelse i Departementet for Selvstændighed, Natur, Miljø og Landbrug. I en pressemeddelelse to dage senere udtalte den nyudnævnte naalakkersuisoq, Suka K. Frederiksen, sig således: 

- Jeg kunne ligesom mange andre d. 23. november 2016 læse i KNR, at Forsvarsministeriet efter sigende nu overvejer at genåbne Grønnedal. Denne melding kommer bag på mig, og jeg har efterfølgende bedt mine embedsfolk om at rette en henvendelse til Forsvarsministeriet for at få uddybet, hvad denne udmelding handler om.

   LÆS OGSÅ: Forsvaret overvejer at genåbne Grønnedal

Departementet blev orienteret i juni

Men departementet - det daværende Departement for Natur, Miljø og Justitsområdet - var allerede i sommer orienteret om, at Grønnedal formentlig ville blive taget i brug igen af Forsvaret.

Det viser et brev fra Forsvarsministeriet fra d. 30. juni, som KNR har fået indsigt i.

Her står, at ministeriet gør sig “fornyede overvejelser om den fremtidige anvendelse af Grønnedal”. Og: “Vi genovervejer perspektiverne for tilstedeværelse i Grønnedal”.

Suka K. erkender orientering 

I en mail til KNR erkender Suka K. Frederiksen, at departementet rigtig nok blev orienteret næsten fem måneder før, KNR offentliggjorde historien om genåbningen af Grønnedal.

Men hun påpeger, at Selvstyret hverken dengang eller i dag er blevet tilstrækkelig orienteret om, hvad og hvor meget Forsvaret vil bruge Grønnedal til.

      LÆS OGSÅ: Mail fra Forsvarsministeriet: Vi har behov for Grønnedal

- Vi synes fortsat ikke, at vi på tilfredsstillende vis har fået information om Forsvarets planer i Kangilinnguit. Hvornår forventer de at genåbne stedet? Hvor mange ansatte skal der være? Hvad skal der bruges af materiel, brændstoffer osv.? skriver Suka K. Frederiksen.

Også aftalen om en miljøoprydning af stedet mangler at blive forhandlet mellem Selvstyret og Forsvarsministeriet, påpeger hun.

Selvstyrets embedsfolk har nu taget kontakt til Forsvarsministeriet for en uddybning af brugen af Grønnedal, en reaktion på mijløoprydningen samt sagen om kinesisk interesse i Grønnedal, oplyser Suka K. Frederiksen til KNR.

   LÆS OGSÅ: Grønnedal var tæt på kinesisk opkøb