Pituffik: Selskab kritiserer langsomme forhandlinger

Direktøren for Greenland Contractors A/S savner afgørende nyt i forhandlingerne mellem Danmark, Grønland og USA om Pituffik. Sammen med andre selskaber opfordrer han Grønlandsudvalget til at lægge pres på Udenrigsministeriet.
25. januar 2017 05:06

I marts 2015 meddelte daværende udenrigsminister Martin Lidegaard, at to arbejdsgrupper skulle forhandle om rammerne for fremtidige udbud af servicekontrakten på Pittufik. 

Og så skal ånden i Forsvarsaftalen mellem Kongeriget Danmark og USA om dansk-grønlandsk arbejdskraft i fremtiden følges, lød det i en fælles aftale - en såkaldt Joint Statement.

Men nu - 1 år og 10 måneder senere - er stort set intet nyt kommet ud fra forhandlingerne. Og det vækker kritik fra direktøren for Greenland Contractors, Peter Kofoed.

- Joint Statement er tæt på at være to år gammel. Og vi har ikke set noget resultat af det arbejde, der skulle igangsættes.

Pres på Udenrigsministeriet

Sammen med selskaberne Copenhagen Arctic og Aarsleff, som også tabte i udbuddet i 2013, vil Greenland Contractors derfor give politikerne i Folketingets Grønlandsudvalg deres syn på sagen.

Og samtidig opfordrer udvalget til at lægge pres på Udenrigsministeriet i sagen.

- Det eneste, vi egentlig ønsker at sikre er, at man også i Grønlandsudvalget har den viden, og at man - hvis man har behov for det - stille spørgsmål til Udenrigsministeriet om, hvad der egentlig sker, siger Peter Kofoed.

   LÆS OGSÅ: USA: Nyt Thule-udbud sandsynligt om 1-3 år

   LÆS OGSÅ: Udenrigsministeriet sender topdiplomater til Pentagon

Han mener, at Udenrigsministeriet har haft rigelig tid til at få sagen afsluttet. Også trods folketingsvalg i Danmark og præsidentudskiftning i USA undervejs.

- Det er rigtigt, at der har været et skifte af præsident (i USA, red.). Men det er trods alt noget, der først blev kendt i november, men man kunne sagtens have nået at forholde sig til det inden november 2016. Og man har også haft et vindue fra november til 20. januar, hvor man kunne sige, at man skulle have set på det og få afsluttet det arbejde, siger Peter Kofoed.

Præsident Trump har ført sin valgkampagne ud fra mottoet "Amerika First" - altså "Amerika (USA, red.) først", hvor amerikanske interesser skal prioriteres først. Det er uvist, hvad det vil betyde for sagen om Pituffik. 

Frygter evigt farvel til kontrakt

Domstole i USA har i 2016 slået fast, at det amerikanskejede selskab Exelis Services skal overtage servicekontrakten 1. oktober i år. Men det drømmer Peter Kofoed stadig om bliver ændret.

- Det er stadigvæk et håb, men det bliver selvfølgelig mindre og mindre for hver dag, der går.

   LÆS OGSÅ: Pituffik-sagen i 2016

Og selv om det ikke sker, frygter Peter Kofoed, at det så kun bliver sværere for danske og grønlandske selskaber at genvinde kontrakten ved næste udbud.

- Det er jo amerikanerne, der bestemmer, hvad kontrakten skal indeholde, og hvordan den skal udbydes. Og vi kan godt se, at amerikanerne laver et udbud, som reelt kun kan matches af amerikanske virksomheder, siger han.