Se billederne: Arctic Winter Games åbnede med et brag

Grønlandske atleter gik i procession forbi de mange ventende tilskuere, da åbningsceremonien for Arctic Winter Games 2023 blev afholdt i går aftes.
30. januar 2023 10:46

Det længe ventede Arctic Winter Games 2023 blev søndag aften skudt i gang med et brag.

Det er den canadiske by Fort McMurray, som i år er vært for legene efter fem års pause. Sidste gang den store sportsbegivenhed løb af stablen var i 2018. Siden har Covid-19 været en hæmsko - indtil nu.

Søndag aften lokal tid stod 65 grønlandske atleter med hjertet i halsen, mens de ventede på, at åbningsceremonien skulle begynde.

Foto © : KNR

Majka Qvist. 

En af dem er 15-årige Majka Qvist, som skal deltage i Arctic Sports. KNR talte med hende kort før cermonien, og allerede da var stemningen høj.  

- På en skala fra 1 til 10, er det 10. Fordi det ser ud til at være sjovt. Det er dejligt, siger hun til KNR.

Sammen med sine holdkammerater gik hun i formation ind på stadion ved MacDonald Island Park i Fort Mcmurray, hvor en del af konkurrencerne finder sted. Her stod de grønlandske atleter side om side med sportsudøverne fra de andre syv områder, som er repræsenteret til Arctic Winter Games.

Efter en live opførsel af den officielle Arctic Winter Games 2023 tema-sang blev faklen ført ind på stadion med hundeslæde, og her tændte Brooke Voigt, som er en lokal olympisk atlet, så kedlen.

LÆS OGSÅ Der er rigtig gode medaljehåb for Grønland til Arctic Winter Games

Åbningsceremonien sluttede med et fyrværkeri-show over MacDonald Island Park.

Arctic Winter Games


Arctic Winter Games blev sidst afholdt i 2018. Det har været aflyst på grund af Covid-19.


I år afholdes Arctic Winter Games i Wood Buffalo i delstaten Alberta i Canada


67 atleter fra Grønland deltager


Grønland konkurrerer i Arctic Sports, Dene Games, volleyball, badminton, bordtennis og snowboard.


Udover Grønland deltager hold fra Alaska, Albertha North, Northwest Territories, Nunavic-Quebec, Nunavut, Sampi og Yukon. 

 

I alt deltager over 1800 atleter.

Grønland skulle oprindeligt stille op med 67 atleter, som skal konkurrere i seks sportsgrene: Bordtennis, badminton, Dene Games, Arctic Sports, volleyball og snowboarding.

Dog er der to sportsudøvere, som aldrig nåede frem til Canada. En badmintonspiller og en Arctic Sports-atlet fra Sydgrønland blev forhindret af vejret og må derfor sidde legene over i år.

I dag begynder konkurencerne for de grønlandske atleter i Arctic Sports, Dene Games, volleyball, snowboarding og badminton. Bordtennis begynder i morgen.