Sanktioner mod Rusland kan også gå udover grønlandske virksomheder

Grønlandske sanktioner mod Rusland kan måske have konsekvenser for dig og dit arbejde, siger Naalakkersuisut, som tager et skridt nærmere med konkrete sanktioner mod Rusland.
Med Grønlands eventuelle sanktioner forventes det, at al eksport, handel og samarbejde med Rusland og det russiske marked bliver stillet i bero. Det betyder også, at erhvervslivet bliver ramt. Foto © : Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ivik Kristiansen
13. april 2022 08:09

Grønland tilslutter sig sanktionerne mod Rusland.

Sådan lød meldingen fra Naalakkersuisut i februar, efter Rusland invaderede Ukraine.

Sanktionerne skulle blandt andet vedrøre Ruslands banker, produktion af olie og gas og transportsektor.

LÆS OGSÅ Sanktioner mod Rusland: Grønland tilslutter sig

Og nu har Naalakkersuiut sendt et lovforslag i høring, der giver Naalakkersuisut mulighed for forskellige sanktioner.

Blandt andet vil de kunne indføre finansielle restriktioner, forbud indenfor handel med Rusland, indefrysning af russiske aktiviteter i Grønland, hvis der er nogle, og sætte projekter i en række områder i bero.

Får konsekvenser for erhvervet

Med eventuelle sanktioner forventes det, at al eksport, handel og samarbejde med Rusland og det russiske marked bliver stillet i bero. Det betyder også, at erhvervslivet bliver ramt.

Eksport af fisk- og skaldyr til Rusland udgør omkring 13 til 14 procent af Grønlands samlede eksport.

LÆS OGSÅ Polar Seafood ramt af sanktioner

Det vil formentlig også betyde tab af nogle arbejdspladser, lyder det i høringsmaterialet.

- Forslaget kan komme til at have konsekvenser for borgerne, står der på forslaget.

Det er kun, når der er forhold direkte i forbindelse med krigen i Ukraine, at Grønland kan sanktionere. Sanktionerne er altså kun rettet mod Rusland eller lande, der støtter Rusland i krigen i Ukraine.

LÆS OGSÅ Múte: Vi kender endnu ikke konsekvenserne af sanktionerne

Og så skal sanktionerne være vedtaget af internationale organisationer eller sammenslutninger af lande, som eksempelvis EU.

Men fordi Grønland ikke er med i EU, er EU's forordninger ikke gældende i Grønland. Så derfor skal vores politikere vedtage egne forordninger, hvis de vil lave sanktioner mod Rusland.